Jeg havde selvfølgelig godt set dem komme, de kritiske kommentarer til mit indlæg i går om vaccination og flere af dem var sågar med til at give mig et perspektiv, som jeg i min iver havde glemt at tage i betragtning. For selvfølgelig synes jeg ikke helt oprigtigt at vi skal være underlagt tvang, når det kommer til hvad vi skal gøre med vores kroppe, uanset hvorvidt det handler om tandbørstning, skønhedsoperationer eller, som diskussionen i går handlede om, vaccinationer. Eller noget som helst andet, for den sags skyld. Til gengæld kunne jeg virkelig godt tænke mig, at vi blev solidariske omkring det, således at de børn, som rent faktisk ikke kan vaccineres, bliver beskyttet mod sygdomme i kraft af at alle andre er vaccinerede. For ja, jeg mener altså stadig, at vaccination er vejen frem, hvis vi skal udrydde de modbydelige sygdomme de (for langt, langt, langt de fleste) beskytter imod.
De fleste kommentarer, de enige såvel som de kritiske, var både sobre og på sin vis konstruktive, imens andre simpelthen var for langt ude, som for eksempel den kommentar fra en som simpelthen sammenlignede mig med nazisterne i deres storhedstid, for at at have skrevet et sådant indlæg. Well, det er måske liiiiige at strække den en smule i elastikkerne, vil jeg sige… Hvis I er nysgerrige på at se hvad jeg mener, så kan I læse alle kommentarerne HER.
Nogle dage havde en kommentar som dén formentlig ramt mig væsentligt hårdere end den gjorde det i dag, hvor jeg mest af alt kan trække på skuldrene over den og et par af de andre, som har været lige lovligt hårde i filten, fordi jeg har været sprængfuld af overskud. Det skulle nemlig vise sig at natten til i dag, blev dén hvor begge mine drenge, for første gang siden suttestoppet, sov lige indtil solen havde skinnet i timevis, således jeg for en gangs skyld faktisk vågnede af mig selv her til morgen; og dét være sig altså i sagens natur som den første i husstanden. Og fordi selv de små sejre og lykkelige hverdagsglimt fortjener en vis anerkendelse, smurte jeg, som en lille fejring for mig selv, læberne ind i min rødeste (og dyreste!) læbestift, selvom jeg ikke skulle andet end at aflevere børn og sidde på kontoret og redigere min kommende bog, dagen lang. Læbestiften i sig selv fik sågar mit overskud til at stige endnu mere, fordi røde læber bare altid gør noget godt for mig og mit humør (og mit udseende, om forlov). Okay, måske også lidt noget skidt, da jeg er sikker på at de røde læber var en lille smule medbestemmende, da jeg her til formiddag besluttede mig for at vise Sandra Willers nye undertøj frem – på mig selv – på min instastory. (Indsæt selv abesmiley der holder sig for øjnene).
Nuvel, det er trods alt ikke anderledes end at vise sig i bikini, omend det godt nok er mange år siden jeg har fotograferet mig selv med et kamera så tæt på mine børns forhenværende madpakker.
I’m all smiles, børnene sover og jeg har en kold hvedeøl i køleskabet, som jeg lige akkurat kan nå at drikke en tår af, inden solen går ned for at toppe en prægtig dag gevaldigt godt af. Skål og god aften til jer, uanset om I drikker øl, champagne, kaffe, vand, cola eller super sunde smoothies.
