[Nærværende indlæg bærer ganske givet præg af, at jeg sidder i mine følelsers vold og føler mig hånet i mit arbejde, som jeg ellers i dén grad er stolt over. Det er formentlig ganske irrelevant for mange af jer, der ellers dagligt læser med, men jeg føler at det alligevel skal ud og så håber jeg at I kan tilgive mig og i stedet vende tilbage til domænet i aften, hvor jeg lover at komme ud med noget, som forhåbentligt favner lidt bredere end lige dét her.]
Lige siden jeg var helt lille – så vidt jeg kan forstå på mine forældre allerede fra før jeg kunne tale – har jeg været en bestemt dame, forstået på den måde, at jeg aldrig har været bange for at give udtryk for hvad jeg mener. Jeg spørger når der er noget jeg ikke forstår og siger det højt, når der er noget jeg er uenig i. Med årene er mine modsigelser til andres argumenter gået hen og blevet af en mere nysgerrig og uforstående karakter, hvor jeg har forsøgt at forstå hvorfor den anden – hvis vi taler om en diskussion – mener noget andet end jeg, frem for at fortælle dem at de tager fejl. Der må jo, uanset hvor uenig jeg er, være en årsag til at vedkommende mener og forstår noget andet end det jeg gør.
Jeg har altid stolet på mine holdninger og aldrig nogensinde været medløbertypen (bortset fra når vi snakker om tøj og mode, hvor jeg stort set altid er totalt medløber, frem for frontløber, fordi jeg åbenbart ofte har behov for en tilvænningsperiode fra at noget bliver spottet på catwalken til jeg rent faktisk falder for det).
Jeg har altid været meget ærlig.
For ærlig også nogle gange, måske, fordi jeg simpelthen bliver mere akavet end Chandler Bing foran et kamera, når jeg en sjælden gang i mellem har forsøgt mig med at stikke folk en plade. Måske fordi løgne er noget af dét jeg selv afskyer allermest.
Jeg kan ikke lyve. Ikke i virkeligheden og ikke her.
Derfor gør det mig simpelthen så vred og ked af det, når jeg ser en kollega udtale sig på mit fags – og dermed på mine – vegne, på en måde som får mig til at fremstå som en lystløgner for penge. Det handler om denne artikel, som udspringer af at en (i øvrigt meget venlig og imødekommende og garanteret sød) blogger, af en mediejurist, bliver anklaget for ikke tydeligt nok, at have angivet når hun har reklameret for et produkt eller en virksomhed, som fx jeg gør HER. Årsagen: Hun har skrevet at at et indlæg var “lavet i samarbejde med en kunde”, frem for at have markeret indlægget som “sponsoreret/annonce/reklame”, som anbefalingerne fra forbrugerombudsmanden foreskriver det.
Hvorvidt man gør det ene eller det andet, vil jeg ikke stille mig til dommer overfor og jeg er sådan set også ligeglad med hvordan andre markerer det, når de indgår i samarbejder med virksomheder, så længe jeg ved, at jeg holder min røv ren, ved at bruge de anbefalede betegnelser.
Til gengæld er jeg ikke ligeglad med hvad bloggeren skriver til sit forsvar:
“… Jeg mener, at ”sponsoreret” er et ord, der handler om, at man køber sig til en specifik omtale. At det indebærer, at man nærmest selv kan gå ud og sige, hvad der skal stå. Og det er ikke det, man køber sig til her. Man køber sig til et samarbejde,” forklarer Christiane Vejlø.”
Nej! Bare nej.
Jeg blev simpelthen så harm over én udtalelse, for hvis der er noget man ikke kan her hos mig, så er det at købe sig til mine holdninger eller til specifik omtale. Fuldstændigt som jeg i øvrigt tror det gør sig gældende hos rigtigt mange af mine kollegaer derude. Vi gør selvfølgelig kun reklame for de produkter og virksomheder, som vi ville anbefale uanset om vi fik penge for det eller ej og vi skriver selvfølgelig kun dét vi mener. Der ville ikke være tid nok i verden hvis jeg skulle skrive om alle de produkter jeg er stødt på i mit liv, som på den ene eller den anden måde giver mig optur, hvorfor dem der typisk bliver fremhævet, nu hvor min blog trods alt har opnået en vis volumen og er blevet min levevej, er dem jeg indgår samarbejder med. Sponsorerede samarbejder, om man vil, som altid opstår på baggrund af at virksomheden og jeg synes at hinanden er bomben og hvor virksomheden ikke køber sig til anden omtale end den jeg har tænkt mig at give dem. Simple as that.
Det kan godt være at man “i gamle dage” for 5-6-7 år siden, da blogging stadig var så nyt og ingen anede hverken frem eller tilbage om mediet, blev så taknemmelig over at blive tilbudt et samarbejde, at man glat væk takkede ja til hvad som helst, men lad mig bare lige slå fast, at sådan er det altså ikke mere.
Som et eksempel er jeg for nyligt blevet bedt om at gøre reklame for McDonalds, for en ganske klækkelig sum penge, som jeg, velvidende at det er en multinational virksomhed med svimlende markedsføringsbudgetter, som kunne gøre min årsløn væsentligt sjovere, takkede nej til. For jeg har ikke lyst til at reklamere for McDonalds. Det strider imod mine værdier; og selvom jeg ikke ser mig for fin til at spise et par poser chili cheese tops og en burger, når jeg har tømmermænd, så er det altså ikke nok for mig til, at jeg kan indgå et samarbejde. De kan ikke købe mine holdninger og jeg ville ærligt talt ikke kunne holde mig selv ud, hvis jeg skulle skrive et blogindlæg om McDonalds, uden også at kommentere på skattely og miljømæssige udfordringer, som de naturligvis ikke ville være spor interesserede i. Og nej, jeg har selvfølgelig ikke lyst til at tage deres penge og sidenhen stikke dem en dolk i ryggen – så hellere bakke ud på forhånd og holde min sti ren.
Præcis som jeg tror at stort set alle bloggere gør.
Man kan ikke “bare” købe sig til at kunne diktere hvad vi skal skrive. Hvis en virksomhed vil eller tror det, så har de fat i det gale medie. Dét der gør blogs så skide fantastiske er jo, at de alle i en vis udstrækning bærer præg af det menneske der sidder bag skærmen. På nogle blogs – herunder min egen – meget tydeligt, på andre, lidt mindre. Fælles for dem alle er dog, at afsenderen er personlig. Èn med egen stemme og udtryk. Èn som ikke “bare” bringer en fortrykt annonce, men en ærlig historie, en personlighed og en troværdighed, som vi skal værne om.
For jo, selvfølgelig kunne jeg sagtens have takket ja til at skrive om McDonalds og have tjent kassen her og nu, men på den lange bane, er jeg ganske overbevist om at jeg – ved at lade være og ved at holde på, at jeg altid udelukkende samarbejder med virksomheder og produkter, som rocker min verden og som tillader mig at skrive nøjagtigt hvad der passer mig, fordi de véd, at vi er et godt match – vil tjene mange flere penge på at lade være. For hvis ikke I kan tro på hvad jeg skriver, så har jeg jo for fanden ikke noget at have hele min virksomhed som blogger i. Og nu ligger landet altså sådan, at jeg elsker mit arbejde, så jeg ville nu allerhelst, hvis jeg kunne have mulighed for at fortsætte længe endnu.
Så altså, det jeg bare vil sige er, at I altså roligt kan stole på, at en virksomhed ikke kan købe sig til taletid fra andre end mig og min oprigtige mavefornemmelse herinde. Punktum.