Som et par stykker allerede gættede på i går, da jeg postede et billede af min hullede uldsokker og en kop kaffe med #40ugerefter på instagram, så er der noget jeg har gået og holdt lidt hemmeligt for jer, men efter at have fundet en lykkesten ved stranden, har jeg besluttet, at det er tid til at fortælle jer hvad jeg går og pønser på.
I mandags, efter at have været med Thomas inde til prisoverrækkelse af Carlprisen, hvor han og Carl Quist Møller vandt prisen som Årets Komponist indenfor børnemusik, for musikken til Bare Kald Mig Tofte, tog jeg hjem og kyssede drengene, inden jeg kørte afsted mod Dronningmølle, hvor jeg lige nu sidder i et sommerhus jeg har lejet for at arbejde på et lille projekt jeg har haft gang i, i løbet af de seneste måneder.
Et lille projekt som lige nu fylder en hel del, faktisk.
Jeg er nemlig ved at skrive en bog, skal jeg sige jer. Eller rettere, jeg er ved at lægge sidste hånd på en bog jeg efterhånden har skrevet. En bog som kommer til at hedde “40 uger efter” og som handler om de 40 uger, der følger efter en fødsel.
Vi taler så ofte om de 40 graviditetsuger og om fødslen og om hvor vild hele den process selvklart er, men det er min erfaring og oplevelse, at vi i samme ombæring ofte glemmer at fordybe os i de følgende 40 uger. De 40 fuldstændigt vanvittige uger, hvor vi for alvor har brug for sparring, for hjælp og for nogen at spejle os i, fordi det hele er så overvældende, når man har fået et barn. Derfor fik jeg idéen til denne bog, som jeg selv ville ønske, at nogen havde stukket mig i hånden, inden jeg blev mor for første gang tilbage i 2011.
Der går stadig nogle måneder eller måske endda helt op mod et halvt år, inden bogen kommer på gaden, men i mellemtiden kan vi jo, hvis I har lyst til at være med, starte fortællingen om de “40 uger efter” stille og roligt op på instagram, hvor I skal være mere end velkomne til at tagge #40ugerefter på alle de billeder der siger noget om lige præcis dét på jeres profiler. Jeg har gjort det på min egen og jeg synes simpelthen det var en fest, at kigge mine gamle barselsbilleder igennem og hvor ville jeg dog elske, hvis jeg kunne få lov til at kigge på alle jeres også.
Jeg glæder mig helt tosset meget til at bogen er færdig; næsten ligeså meget, som jeg glæder mig til at vise den til alle jer. I er dem der gør at jeg tør og jeg kan ikke andet end at sige ydmygt tak fordi I læser med.
Tak.