Drengene sidder dybt begravede i deres ninjagofigurer og mesterbyggede køretøjer på gulvet, deres kusine, hende den 12-årlige jeg nævnte HER, som er med, ser træt op mod fjernsynet, imens Thomas og jeg sidder med hver vores telefon og kigger mere ned end op. Udefra set ser det nok i virkeligheden lidt trist ud, men det føles fanderme godt med lidt stilstand.
Vi ankom i går eftermiddags, til en reception, som var meget uforstående overfor hvem vi var. Eller altså, de forstod måske nok hvem vi var, men de forstod ikke hvad pokker vi lavede her.
“Vi har altså ingen bookinger under det navn. Er du sikker på at I er kommet på den rigtige dag?”
Are you kidding me?! Jeg tjekkede panisk min mail. Den var god nok, datoen. Kvindens smil blev strammere. “Jeg kan altså ikke finde jer i systemet”.
Jeg tjekkede min mail igen, “Vi glæder os til at byde dig velkommen i Lalandia i Rødby” stod der.
Rødby???
Fuck. Altså, fuck-fuck. Der stod jeg i receptionen i Billund med mand og tre børn ude i bilen, en lovning om både badeland, Legoland og en tur ind til åbningen af kulturfestivalen i Herning tirsdag, som i virkeligheden var tungen på vægtskålen i forhold til at vælge Lalandia i Billund, fordi Thomas skal spille på Torvet, hvor jeg havde satset på at tage børn under armen og troppe op, nu vi alligevel var i nogenlunde nærområdet.
Og så har jeg fandeme booket i Rødby og ikke skænket det en tanke, i min velkomstmail.
For helvede, fru Buttenschøn.
Heldigvis var kvinden bag skranken usædvanligt sød og servicemindet og i løbet af fem minutter havde hun fundet et ledigt hus her i Billund, som vi kunne rykke ind i i stedet, imens jeg lukkede øjnene og kørte dankortet igennem terminalen og priste mig lykkelig for mit held og kvindens enorme velvilje.
Det lykkedes.
Thomas og børnene inspicerede huset, imens jeg stak ind til Billund for at handle ind (som var en noget pinlig affære, som nogle af jer måske så i min instastories i går), inden vi spiste tidlig aftensmad for at gå mod vandlandet.
Takket være alle jeres søde kommentarer og opmuntringer i forbindelse med mit indlæg om mit udslæt, har jeg nemlig besluttet at jeg selvfølgelig bare skal bade og at jeg så må håbe, at de der måtte tro at jeg smitter, er modige nok til at spørge, så deres tur ikke bliver unødigt fuld af bekymringer.
“Vi kan sagtens gå derhen” påstod jeg, inden vi gik afsted. Vi gik og gik og gik.
Kæft, hvor er der langt!
Okay, klokken er kun lidt over seks, vi har ferie og børnene har siddet i en bil meget af dagen og det går nok at de kommer senere i seng end sædvanligt, så alt er godt.
Vi klædte om og frydede os over at vi tilsyneladende var de eneste der var på vej ind for at bade.
“Vi får det nærmest helt for os selv, imens alle andre skal hjem og spise” sagde vi grinende, inden vi gik op til vandrutsjebanerne.
“Hvor er vandet henne?” spurgte min niece. Der var ingen vand i rutsjebanerne. Hun og Thomas forsøgte sig med at køre ned, men da jeg så hvordan de begge to måtte skubbe sig frem med bar hud på hård plast, overtalte jeg drengene til at tage trapperne ned. Alle var på vej ud af bassinet.
“Ej, der må være et barn der har skidt i poolen” tænkte jeg, bedst som jeg fik øje på en medarbejder. “Hvad sker der?” spurgte jeg kækt. “Vi lukker” sagde hun tørt. Det havde ikke strejfet mig, at det kunne være en mulighed. Vi var jo lige kommet ind. Drengene og jeg havde endnu ikke været i vandet. “Ja, vi lukker jo klokken syv og man skal op af vandet en halv time før. Og det er nu”.
Bum. Med en 2-årig, en gudskelov forstående 5-årig og en usædvanligt sød 12-årig.
For helvede, fru Buttenschøn! Så stod jeg der, med alle mine prikker og overvandt min “frygt” og måtte forklare børnene at jeg sådan set havde glemt at tjekke åbningstiderne. Mit held var øjensynligt brugt op i receptionen tidligere. Pokkers.
“Vil I have en is?” var mit bedste comeback. Sørgeligt, I know, men altså nu, efter lidt startvanskeligheder, er der styr på det. Håber jeg.