For en sjælden gangs skyld, har jeg faktisk min mand hjemme på sådan en helt almindelig fredag aften og jeg ligger således i skrivende stund i soveværelset, nybadet og indsmurt i creme og lufttørrer, imens Thomas og drengene tumler rundt i sofaen til disneyshow og blandselv-slik.
Årsagen til min lufttørring i soveværelset er naturligvis, som de kvikke af jer nok allerede har gættet, ikke af særligt fræk karakter, men affødt af mit udslæt som jeg klagede min nød over i går; eller altså, det var sådan set ikke så meget min mening at klage min nød over udslættet, men over det faktum at jeg havde følelsen af, at det var noget nær umuligt at komme til lægen. Heldigvis – kan man sige – er det “bare” et udslæt og jeg er ganske overbevist om, at det nok skal gå væk igen. Særligt efter jeg slog et smut forbi lægevagten på Bispebjerg Hospital i aftes, efter lægerne hos 1813 havde set i billede af mig og mistænkt en streptokokinfektion, som lynhurtigt blev afblæst, eftersom mit infektionstal var aldeles nydeligt. Lægen derude anede ikke hvad mit udslæt var for en størrelse, men hun var – selvom hun aldrig havde set magen – sikker på, at det var fredeligt. Og hverken fnat, fransk rosen, psoriasis eller nogle af alle de andre forslag der kom på banen i mine kommentarfelter i går.
Således ordinerede hun mig at tage nogle antihistamin i kombination med en god creme. Og lidt ro på.
Vel hjemme blev jeg ringet op af en sød kollega, som faktisk også var hende der tidligere på dagen skød nedenstående billede af mig, for at anbefale mig nogle gode cremer, som hun selv har haft god erfaring med og pludselig – imens vi snakkede sammen – kom jeg i tanker om de produkter jeg faktisk tidligere har reklameret med og som hævder at være “Det Døde Hav på tube”, som da om nogen måtte være belejlige at bruge nu.
Og ved I hvad? De har simpelthen allerede virket! Det er helt vildt!! Mit udslæt er selvfølgelig stadig udbredt og ret slemt, men helt klart mindre i dag end i går, hvor jeg startede min lille creme-kur. Produkterne jeg har brugt er fra Kimovi og I kan læse hvad jeg tidligere har skrevet om dem HER, hvis I har lyst – og nu, efter at have prøvet dem igen, hvor jeg allerede efter én dag har mærket forskel, stoler jeg altså for alvor på, at de faktisk er så gode som de lover. I hvert fald til dét jeg døjer med lige nu.
Nuvel, det skal slet ikke handle mere om det, andet end at jeg bare gerne vil sige tak for forståelsen, for alle jeres kommentarer og beskeder og så vil jeg fluks kaste mig over at undersøge hvilken læge jeg (selvfølgelig) skal skifte til, som mange af jer har foreslået. Jeg tænker i alle tilfælde at det skal være én med åben konsultation, så man altid kan komme til, hvis tampen brænder.
…Og nu er cremen jeg smurte på, inden jeg begyndte at krænge mine tanker ud til jer, trængt godt ind i min hud og jeg vil krybe tilbage ind i sofaen til mine drenge og nyde at det er fredag og at vi er fuldtallige i familien.
God aften – og tak fordi I læser med. I er dejlige!