Ikke sjældent slutter de mange fødselsberetninger jeg deler fredag efter fredag herinde af med, at kvinden beskriver, at hun er ked af sin fødsel. Ked af ikke at kunne.
Og jeg forstår det på en måde godt.
Da jeg var gravid, var min største frygt, udover at der skulle ske noget med min baby, selvfølgelig, at jeg ikke ville være i stand til at føde naturligt. Kroppen er jo bygget til at føde og selvfølgelig var jeg én af dem, som var “god” til at føde, tænkte jeg. For de findes, dem der er gode til at føde. Jeg siger det af og til selv og jeg bider mig selv i tungen hver eneste gang, for hvis der er nogen, som er gode til at føde, må der nødvendigvis også være nogen der er dårlige. Og dét, synes jeg er noget hø, for at sige det rent ud.
Gu’ er der da ej, nogen der er dårlige og man kan ikke tale om, at det er bedre at føde på den ene eller den anden måde. Det er fødselsshaming og det er grimt, er det, på samme måde som mommyshaming.
Selvfølgelig ville det være ønskværdigt, hvis alle fødsler var ukomplicerede, uden indgreb og i øvrigt ikke gjorde spor mere ondt end at plukke øjenbryn efter en tur på festival, men sådan hænger naturen bare ikke sammen.
Det gør pisse ondt. Og det tager for rigtigt mange så udmattende lang tid, at smerten bliver fuldstændigt uudholdelig. Og nogle gange står barnets hoved så skævt indstillet i bækkenet at det bare ikke kan lade sig gøre. Og nogle gange får barnet ikke ilt nok og så må man lave et akut kejsersnit midt i det hele. Og sådan er det bare.
Læs også: Sådan øger du chancen for at baby roterer sig mest hensigtsmæssigt ned igennem bækkenet under fødslen
Det ene er sgu da ikke bedre end det andet og jeg bliver simpelthen så ked af det over, at det er blevet vores kultur. Min kultur, for jeg sidder selv velplaceret lige midt i suppedasen og roser mine veninder og fortæller dem at de er seje, når de har født hjemme på stuegulvet til tonerne af Shade og en jordemoder som ikke nåede at komme frem. Det gør jeg da.
Men for fanden, det er jo ikke være fordi deres fysiske formåen er sej. Ikke sejere end alle andres i hvert fald. Det handler, tænker jeg, mere om, at de kvinder jeg oftest tager mig selv i at rose, selv synes, at de gjorde et fucking virkelig godt stykke arbejde. Det er dem, der selv er stolte over deres præstation og hvor min ros i virkeligheden bare bliver et heppekor til deres egen indre stemme, som fortæller dem, at de kan være stolte over sig selv.
Alle der har født, er sgu da helt vildt seje! Man har groet og leveret et barn. Man har været igennem en lang graviditet og en pokkers masse strabadser – og for nogles vedkommende, har man sågar ladet sig sprætte op syd for navlen, for at få sin baby ud i god behold og hvis ikke dét er en kraftpræstation og noget man kan være stolt over at have gjort i kampen for at blive nogens mor, ja så ved jeg snart ikke hvad.
Kære mødre, I er allesammen helt vildt seje. Jeres fødsler er seje, jeres kroppe er seje og selvom I måske ikke tror mig når jeg siger det, så beundrer jeg jer allesammen for dét I har gået igennem for jeres børn.