Jeg har aldrig været den populære pige i klassen og jeg har ofte igennem mit liv følt mig alene og ikke-god-nok til de andre og i årevis anede jeg – som jeg skrev lidt om HER – ikke hvordan pokker jeg skulle tage mennesker ind i mit liv. Til gengæld kendte jeg hende godt, hende den populære. Både i folkeskolen og i gymnasiet var hun den søde, dygtige og smilende pige, som kom fra “det gode hjem” med imødekommende familier og styr på lektierne. Hun var hende alle kunne lide og som kunne lide alle – og så var hun hende som jeg i smug af og til ønskede mig at være. I hvert fald at være som.
Hun var den ordentlige pige.
… Men det er selvfølgelig også snart 25 år siden jeg startede i skole og der er øjensynligt sket virkelig meget siden. I hvert fald når det kommer til, hvem den populære pige i klassen er.
Som én af mine guilty pleasures, følger jeg af og til med i Paradise Hotel – som er lige dele fantastiske produktioner og tåkrummende scener med unge mennesker, som knalder på tværs, stikker hinanden i ryggen og giver en stor fed fuckfinger til moral, til fordel for det tilsyneladende altopslugende spil – hvor jeg for et par dage siden blev totalt paf over, hvem der, af de andre deltagere, blev valgt som hotellets mest populære pige.
Hun var nemlig alt andet end den ordentlige pige, som jeg kendte fra min skoletid.
Sjov, måske. Sød, garanteret. Men også i dén grad bagtalende, led og langt, langt over det rimelige når det kommer til sin “seksuelle frigjorthed”, som hun pakker det ind i, når hun gentagne gange onanerer for åben skærm og til frit skue for de andre deltagere.
“Jeg synes det er helt okay at kvinder onanerer og det vil jeg gerne være med til at vise” siger hun med et seriøst smil til kameraet og jeg kaster en lille smule op i munden over det.
For selvfølgelig er det okay for kvinder at onanere, men det er fand’me da ikke okay at skulle delagtig gøre alle mulige andre i det, medmindre de har lyst til at være med. Der var for eksempel en scene med hende engang, hvor hun og en række andre deltagere var lænket sammen med håndjern og hun simpelthen var nødt til at onanere så meget, at hun altså – imens hendes hånd var lænket til en andens – lige scorede sig en orgasme under et lagen. I rum med jeg-husker-ikke-hvor-mange-andre. På TV.
Hvordan fanden er vi kommet dertil? Hvordan kan det være populært at være så grænsesøgende, dramatisk, bagtalerisk og selvfed, når det jeg husker fra de populære piger i min skoletid, var det komplet modsatte?
Jeg bliver simpelthen så ked af det på den unge generations – og på vores børns – vegne, hvis det er dén virkelighed de skal vokse op i. Hvis pigerne tror, at de skal udbasunere deres seksualitet for at være frigjorte og populære, som de ser det på tv. Hvis de tror, at de skaber gode relationer ved at have sex ved førstgivne lejlighed og hvis de tror, at de skal skide hul i andres følelser til fordel for hvad der lige nu føles bedst for dem.
Generation Paradise Hotel? Nej tak.
Det er selvfølgelig dejligt at vi i højere grad i dag end for 50 år siden er blevet mere seksuelt frigjorte og jeg kan kun give min applaus til, at det efterhånden er helt gængs viden, at kvinder naturligvis også har en seksualitet, ligesom mændende; at vi kvinder har retten til vores egen krop og vores egen seksualitet. Selvfølgelig. Men ligeså vel som at jeg forsøger at lære mine børn, at de ikke må smide bukserne hverken ved middagsbordet eller i køen i Netto, så forventer jeg faktisk også lidt det samme af voksne mennesker. At de holder deres seksualitet indenfor det rimeligt private rum. For det er faktisk dér jeg synes det hører hjemme. Det er for mig noget intimt og privat og det kan jeg ærligt talt ikke se, at der er noget i vejen med.
Og netop derfor bliver jeg så mega forarget, når den evigt grænsesøgende og seksuelt udbasunerende pige i Paradise Hotel, bliver kåret som den mest populære, for så må det jo for pokker betyde, at hun er dén de andre ser op til og den de – i momenter i hvert fald – gerne vil være lidt mere som. Hun er den, alle de unge piger, som sidder klistret til skærmen hver eneste aften, gerne vil være og den der er med til at sætte standarden for, hvordan unge piger skal begå sig. Både personligt og seksuelt.
Og hvis der er noget jeg synes dét er, så er det et kæmpe skridt tilbage for den kvindekamp, som vi netop i dag hylder verden over.
For helvede piger, I er meget mere værd og hvis det er dét der skal til for at være den populære pige i klassen, så kan jeg ikke andet end at opfordre til at springe over og sige “ellers tak“. Det er fair nok, at der findes nogle forskruede unge mennesker, som dem vi ser i Paradise Hotel, men det må aldrig blive standarden. Det handler ikke om, hvem der tør være vildest, selvom jeg selvfølgelig godt forstår fristelsen. Vi er nødt til at respektere os selv først og jeg lover jer, at den sande frigjorthed ligger i vores integritet; når vi ved – og tør stå ved – hvem vi er, uden at lade det gå ud over andre og deres følelser og personlige grænser. Vi skal være ordentlige og vi skal kræve vores ret både til at være frigjorte og til at være private.
… Og selvfølgelig er man hverken et bedre eller et dårligere menneske, fordi man knalder på første date.