Det var vitterligt som at glide igennem verdens mindste nåleøje, da jeg sidste år modtog beskeden om, at jeg var blevet optaget på psykologistudiet i København. Mit hjerte hamrede hårdere end beatet i You Don’t Know Me, som lige nu pryder toplisterne i Spotify og jeg var både lettet, glad og lykkelig. Jeg var kommet ind på mit drømmestudie!
I løbet af ganske få dage blev min lykke dog vendt til tvivl, på baggrund af nogle omstændigheder som jeg har skrevet om HER.
Alle omkring mig heppede på mig og jeg blev konstant mødt med anerkendelse og roser fordi “jeg havde været så dygtig at jeg var kommet ind på det eftertragtede studie“. Den pæne, dygtige pige blev klappet bag ørerne, samtidig med at knuden i maven på mig voksede sig større.
I virkeligheden havde jeg slet ikke lyst til at studere, nu hvor min situation pludselig var vendt på hovedet. Men jeg ville jo heller ikke skuffe alle dem, som synes jeg var dygtig. Dem som heppede på mig. Og det ville selvfølgelig også være meget fedt både at studere og sidenhen arbejde som psykolog. Og at få titlen, ikke mindst.
“Hej, jeg hedder Cana. Jeg er jordemoder og psykolog”
Hold kæft hvor ville de voksne fra min barndom være stolte; “Se hvor dygtig hun er“, som jeg har hørt evig og altid. Vild, godt nok, men dygtig.
Jeg havde bare ikke en skid lyst til at være dygtig. Jeg havde lyst til at følge min mavefornemmelse og til at prioritere tid med mine børn, frem for lange studiedage, jobs ved siden af, nattevagter på Riget og hvad der ellers ville følge med.
Derfor sagde jeg nej tak og gav min plads til en anden, som forhåbentlig ville blive gladere for den end jeg.
Det var et kæmpe fravalg og måske ét af de mest afgørende “Nej tak” jeg har svinget ind over disken, i mit liv.
Til gengæld var det også ét af de største tilvalg; for den slags følger jo for pokker altid med et fravalg. Når man vælger noget fra, bliver der plads til noget andet og det kan føles fantastisk. Også selvom det kan være svært.
Mange af os – jeg selv inklusive af og til – opfatter et nej som noget negativt, men når vi siger nej til noget, siger vi jo ja til dét, der rent faktisk betyder noget for os. Noget, der skal findes inde i os, hvor vi skal mærke efter og finde ud af, hvad vi synes er rigtigt eller forkert. Det være sig både med de store beslutninger om ægteskab, studie, arbejde eller graviditet, men selvfølgelig også i lidt mindre skala i forhold til alverdens hverdagsting. Lige præcis derfor, blev jeg så glad da jeg så at Neutral netop har skudt gang i en kampagne under slogan’et “Power of No” som netop handler om, at det ikke nødvendigvis er negativt at sige nej, men at det faktisk kan gøre os stærkere at turde fravælge noget, til fordel for dét der for alvor betyder noget. For Neutral handler det naturligvis primært om at man siger nej tak til parfume, farve og unødige tilsætningsstoffer, når man bruger deres produkter mod til gengæld for eksempel at sige ja tak til mindre risiko for allergi hos børn og voksne. Det giver god mening og især hvis man løfter kampagnen lidt op på et mere overordnet niveau, så synes jeg virkelig det giver mening, at vi ved at sige nej til dét vi ikke vil, i høj grad kan højne os selv, ved i højere grad at kunne fokusere på dét vi brænder for. Dét der betyder noget.
Det handler om prioriteringer og jeg tror, at det er sundt at bruge lidt energi på at finde ud af, om man med fordel kan lave lidt om i sine prioriteringer – sige nej til noget, for at sige ja til noget andet – hvis man skal være både et stærkt og lykkeligt menneske. Det har i alle tilfælde været overordentlig godt for mig, at sige nej til min plads på psykologistudiet til fordel for det liv jeg lever nu, med masser af tid til mine børn og et arbejde som i virkeligheden bare er min hobby.
… Også selvom det ikke gør mig ligeså dygtig.