Det er næsten ikke til at fatte at vi, om noget der minder om 12 timer, har et nyt køkken. Godt nok et køkken uden sokkel, fordi vi i absolut sidste time, da montøren var gået igang, besluttede at hæve bordpladen tre centimeter; men et rigtigt, splinternyt køkken.
Det er satme vildt taget i betragtning af der i går morges så ud som på billedet ovenfor.
Som jeg skrev om HER, er køkkenet fra Aubo og vi har altså, mildest talt, været tilfredse med forløbet indtil videre.
Vi startede ud med at tage ud forbi butikken i Valby, hvor vi efter at have set os lune på en model i kataloget, gik på jagt efter hvad der skulle danne rammen om lejlighedens hjerte, som jeg i høj grad synes køkkenet er. Egentlig havde vi tænkt, at vi gerne ville have noget ala dét vi havde i Valby i sin tid, men da vi kom ind i butikken og fik øje på det smukkeste hvide køkken, med den smukkeste hvide bordplade, blev jeg pludselig i tvivl. Skulle vi mon bytte den klassiske egetræsbordplade, som vi havde drømt om, ud med den kække hvide?
Jeg påstod selvfølgelig temmeligt hårdnakket overfor Kenneth, den søde køkkenmand, at den hvide bordplade ville blive et helvede at gøre rent, hvortil han uden at blinke tillod mig at svine lidt i butikken, for bare at se, at dét altså ikke skulle afholde mig fra den hvide bordplade, hvis det var dén jeg bedst kunne lide. Og det var det.
“Den kræver måske lige et minut mere hver dag, men til gengæld skal du aldrig give den olie, som du ville skulle med en bordplade af træ” sagde han og lige dér blev jeg overbevist, for selvom jeg véd at mine intentioner ville være i top, så kender jeg trods alt mig selv godt nok til, at jeg aldrig nogensinde ville få givet den bordplade olie. I hvert fald ikke før skaden var sket og den allerede var blevet grim.
Således kan vi altså – lige om lidt – se frem til et helt hvidt køkken og jeg kan næsten ikke få armene ned over det. Især ikke taget i betragtning at vi bor i en stuelejlighed, hvor vi ikke just får de største mængder lys ind ad vinduerne og vi derfor må gøre hvad vi kan, for at reflektere så meget med dét lys der nu engang er.
Selve køkkenet bliver i virkeligheden ret meget som det gamle; en smule mindre, fordi vi har valgt at inddrage en del af køkkenet til børneværelse, men skabene, i det køkken der er tilbage, kommer til at stå præcis samme steder som de gjorde før. Bare smartere, selvfølgelig. Højskabe og overskabe kommer til at gå helt op til loftet for at maksimere på køkken- og opbevaringspladsen og så er alle lågerne med sådan noget fancy soft-close-halløj, som betyder at man bare skal give dem et lille puf for at de åbner og det samme når de skal lukkes. Der er altså ingen greb og ingen risiko for låger der smækker, som vi ellers oplever det i dag, når børnene er med i køkkenet. Håndvasken er, ligesom resten, helt hvid og med en vandhane med sådan noget udtrækstjuhej, så det bliver ekstranemt at skylle tallerkener af, er jeg så godt som lykkelig. I hvert fald når det kommer til køkkenlykke.
Det er virkelig de små detaljer der gør tricket for mig at jeg kan næsten ikke vente med at se – og vise jer – det færdige resultat.
Indtil videre skal I dog ikke snydes fra de 3D-billeder jeg modtog på mail, efter at vores køkken var blevet målt op og vi havde fået styr på alle detaljerne. Jeg begriber ikke hvordan man kan lave noget der ser så rigtigt ud og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var helt solgt da jeg så dem. Jeg synes eddermamer det ser lækkert ud!
Og for at I kan få en fornemmelse af, hvordan vi har gjort køkkenet mindre og altså etableret et ekstra værelse/kammer, så se lige tegningen herunder (hvor Kenneth så sødt har sat et billede af Thomas ind i fjernsynet, ha ha!), hvor eneste forskel fra tegning til virkelighed er møblerne og døren, som vi har fået lavet om til en skydedør for at spare på pladsen. Jeg tænker, at det bliver pissegodt – og Jens glæder sig heeeelt vildt! Ligesom mig.
… Især fordi det står (nogenlunde) færdigt lige om lidt! Jahuuuuuu!