Selvom det endte med at vi sov til længe efter morgenmad-i-børnehaven-tid i går og jeg var kommet til at love drengene en fridag i dag, så føles det ærligt talt som om jeg hen over de seneste par dage har slappet mere af – været mere cool – i min forældrerolle end nogensinde før.
Og jeg tror til dels at det skyldes jer. Så tak, for fanden!
Fordi I (næsten) allesammen tog så overordentligt godt imod mit indlæg forleden, hvor jeg i bund og grund bare beskrev, hvordan det var gået op for mig, at jeg fremadrettet vil være lidt mere afslappet i forhold til mine børn, fordi jeg (såvel som alle andre) jo på ingen måder behøver at være “perfekt”. Der må gerne være lange dage i børnehaven, spaghetti med ketchup og bade der glipper, uden det nødvendigvis gør mig til en dårligere mor.
Jeg har selv er ret tydeligt billede af hvilken slags mor jeg gerne vil være; et billede jeg i 90% af tiden lever op til og som jeg i 10% af tiden hidtil har dunket mig selv i hovedet for ikke at have gjort godt nok. Og jeg tror altså at det er dér forældrekonkurrencen opstår. Inde i mig.
Det er selvfølgelig ikke sådan at jeg tænker at vi forældre er i indbyrdes konkurrence med hinanden, men nærmere at vi (ofte) har et nogenlunde overensstemmende billede af hvem og hvad “de gode forældre” er (tak, Lola og alle andre kloge familievejledere) som vi så hver især pisker afsted for at opnå. Og det er dét jeg er træt af. Af mig selv, som jeg også indledte indlægget forleden med.
Jeg er træt af at jeg, i dagene op til at mine drenge skulle afleveres til morgenmad i institutionen for første gang, havde dårlig samvittighed på trods af at jeg godt ved, at de normalt lever en “luksustilværelse” hvor de normalt får lov til både at hygge og lege herhjemme om morgenen, inden de bliver afleveret. Jeg er skide træt af at jeg ikke bare kan – eller kunne – forlige mig med de 10% af tiden, hvor jeg gør hvad jeg kan, selvom det ikke lever op til det “perfekte” billede jeg har af mig selv som mor.
Det er mig jeg er træt af at konkurrere mod. Ikke jer, ikke andre, bare mig.
Og heldigvis lader det til, at min lille åbenbaring har hjulpet, for jeg har ved den søde grød aldrig været så afslappet og jeg ved jo, at jeg gør mit bedste og prioriterer så godt som jeg kan, så der er sgu da ikke grund til andet end at smile. Slet ikke taget i betragtning af at vejret for første gang i ugevis har været lige på nippet til åben-jakke-i-solen, hvor jeg har slentret rundt, sammen med dem jeg bedst kan lide og jeg håber at det samme – eller bare en brøkdel af det – også har gjort sig gældende hos jer, for helt ærligt, når bare vi gør vores bedste og tænker over vores prioriteringer, så gør vi det godt nok. Allesammen.
Jeg stemmer for, at vi aldrig mere skal have dårlig samvittighed over at agere efter bedste evne og overbevisning. Ikke overfor vores børn eller noget andet for den sags skyld.