Tallene lyver ikke; i lige omkring 95% af alle tilfælde, er far med til fødslen. Alligevel er vores sundhedssystem simpelthen ikke gearet til at varetage mændene i deres rolle som fødselspartnere og fædre in spe, sagde Svend Aage Madsen, der er chefpsykolog på Rigshospitalet, da vi i onsdags mødtes til en debat omkring mænd på fødegangen i P1-programmet, Kejser, hvor jeg af og til (og igen i dag) er med som paneldeltager. Mange mænd føler sig overset og ligegyldige, både under graviditeten og under fødslen og ærligt talt, så forstår jeg det godt.
Det er jo ingen hemmelighed at hele vores sundhedsvæsen over de seneste år har været underlagt massive besparelser, som har betydet, at der på mange afdelinger – herunder fødeafdelingerne – er blevet skåret helt ind til benet og til de kerneydelser, som afdelingerne står for. Der er ikke plads til fryns og service og, set med mine øjne, heller ikke altid til den i nogle henseender altafgørende omsorg.
Læs om traumatiske fødsler og den afgørende omsorg HER
Omsorgen for kvinderne på fødegangene er for nedadgående og når vi ser dét som en tendens, så er jeg på ingen måder uforstående, hvis mændende føler det samme. Det er jo trods alt kvinderne der er gravide og skal føde.
Men hvad pokker skal de så stille op, de kære mænd? For selvom det er kvinden der både bærer og leverer barnet, så bliver manden jo i lige så høj grad far, som kvinden bliver mor. Forældreskabelsen – eller familiedannelsen, om man vil – er den samme, uanset hvilket køn man har. Ovenikøbet kan der være argumenter som taler for, at det kan være sværere at blive far end at blive mor, fordi moderen ganske naturligt spiller en afgørende rolle for barnet fra første færd, fordi det er hende der (oftest) er i stand til at amme, imens faderen står på sidelinjen og kigger forvirret på.
For mig at se handler det overordnet om to ting: om kommunikation parret imellem og om ansvar.
Der findes naturligvis ikke noget endegyldigt svar på, hvilken rolle manden (eller partneren) skal spille under hverken graviditeten eller fødslen og det er derfor ganske essentielt, at parret allerede tidligt i graviditeten tager en snak om deres forventninger indbyrdes. En forventningsafstemning kan altid være en god idé, så begge parter er nogenlunde enige om hvor lidt eller hvor meget de hver især skal engagere sig. Det gælder både når det handler om graviditet og fødsel, men også i alle mulige andre situationer; når familien skal købe ny bil, når der skal laves madplaner, vælges autostol og alle mulige andre ting. Nogle mænd har et ønske om at tage stor del i graviditeten og fødslen, imens andre hellere vil stå lidt på sidelinjen og sørge for de mere pratiske ting; og begge dele kan være helt fint, så længe den gravide naturligvis er indforstået med det.
Når parret indbyrdes har defineret deres ønsker for mandens (og kvindens) rolle, handler det om, at manden skal tage sit ansvar. Uanset om han er blevet tildelt titlen som den praktiske logistikmedarbejder eller om han skal agere 1.fødselsassistent er det essentielt, at han så vidt muligt forsøger at sætte sig ind i, hvad han kan gøre for at udfylde sin rolle bedst muligt.
Netop her lærte jeg i radioprogrammet i sidste uge, at nogle mænd føler sig forbigået og overset, fordi der tilsyneladende ikke er nogen – eller i hvert fald ikke mange nok – der fortæller dem hvad de skal gøre eller hvad de kan forvente, men til dét må jeg altså være helt ærlig at sige, at man kan søge rigtigt meget information og vejledning selv, som ikke nødvendigvis behøver at komme hverken fra kvindens konsultationsjordemoder eller fra fødselsforberedelsen, som selvklart primært er rettet mod kvinden, som skal føde.
Der findes utallige bøger om fødsler, om hvad man kan forvente og om, hvordan det er at være manden undervejs. Hjemme hos os, havde min mand rigtigt meget glæde af at læse lidt i “Fødselshjælperen” af Gitte Dencker, som så vidt jeg ved kan være temmeligt svær at opdrive i en boghandel, men som til gengæld kan lånes på biblioteket. I den lærte han om hvad han for eksempel kunne stille op, når jeg var i den latente fase og om, hvordan det mon ville lyde, når jeg kom i den aktive fase og så videre. Jeg læste aldrig selv i den, men min mand elskede den.
Samtidig er der selvfølgelig altid mulighed for at stille konsultationsjordemoderen nogle spørgsmål, som hun efter bedste evne vil forsøge at besvare.
Med dét sagt, så er der alligevel nogle helt basale ting, jeg gerne vil dele med de mænd, som føler sig akavede på en fødestue. Det er nemlig sådan, at mandens blotte tilstedeværelse ofte er med til at skabe en ro og en sikkerhed for den fødende. Han behøver ikke at gøre alt muligt og servicere med hverken saftevand eller massage (hvis ikke kvinden har behov) men alene det faktum, at han er i rummet (og måske roser sin kæreste for sit hårde arbejde undervejs – gerne i vepauserne) og støtter sin kæreste igennem det ofte hårde forløb, kan være nok. En fødende er i en slags krisesituation, og lige dér er det enormt vigtigt at vide, at man har nogen omkring sig som man elsker – og som man ved elsker én.
Derudover, hvis manden har behov for eller overskud til at være lidt mere praktisk, så kan man altså altid spørge jordemoderen. “Har du nogle fifs til hvordan jeg kan hjælpe min kæreste bedre igennem veerne?”. That’s basically it.
I tiden umiddelbart efter fødslen er der to meget vigtige aspekter af livet som far, som jeg gerne vil fremhæve. Det første er vigtigheden af at bruge (masser af) tid i hud-til-hud kontakt med den lille ny baby. Det er overdrevet godt for vores tilknytning til babyer, at være i fysisk kontakt med hud-til-hud og ligesom det selvfølgelig er vigtigt for mor og barn at dyrke, er det altså også vigtigt for far og barn, for at fremme den helt tidlige tilknytning. Det andet jeg gerne vil fremhæve er vigtigheden af at kunne se sig selv som et serviceorgan for familien. Som familiens “overhoved” der skal sørge for at alt spiller på hjemmefronten. Der skal være handlet ind, lavet mad, gjort rent og så skal der sørges for at kvinden som lige har født og som (oftest) skal til at amme, har hvad hun har brug for, for at skabe så gode vikår for en succesfuld ammestart som overhovedet muligt.
Det er min oplevelse at nogle mænd ser det som en degradering, når de pludselig skal stå med hele ansvaret for hjemmet, men for mig at se, er det bare enormt mandigt at være i stand til at tage ansvar for mor, barn OG hjem. Det er pissesejt og hvor ville jeg dog ønske, at flere mænd vidste det – og kunne finde ro i det på en god måde.
Kære mand, du er god nok og så længe du yder hvad du kan og gør det med omsorg, kan du næsten ikke gøre noget forkert. Velkommen til fødegangen.