Vi vågnede nærmest synkront, til lyden af stilhed, helt rundt på gulvet over at have sovet mere end otte timer i streg i hvad der pludselig føltes som verdens blødeste hotelseng. Okay, vi havde også fire store puder hver og pommes frites i mundvigen fra aftenens late-night-snacking på hotellet, men alligevel. Otte timer uden afbrydelser føles jo nærmest som en slags genfødsel. Især fordi vi ikke har andre planer for dagen end at skulle hygge os og på et tidspunkt, sent i aften, sætte kursen hjem mod Danmark.
Jeg har tilbragt de seneste to døgn i selskab med én af mine sødeste veninder, Cecilie, i New York, hvor vores tur i aftes kulminerede med en tur på den røde løber (som viste sig at være blå) til gallapremieren på GIRLS’ sjette og allersidste sæson.
Lynhurtig info, til de af jer der ikke måtte vide det, så er GIRLS en helt genial serie som man kan streame på HBO-Nordic, som også er dem, der har sendt os til New York i forbindelse med premieren.
Vi fik hverken hilst på den ene eller den anden mega-stjerne, men til gengæld grinede vi larmende sammen med resten af salen, da sæsonens første afsnit blev skudt igang.
Som I ved, hvis I også læste med i går, så havde jeg umanerligt svært ved at beslutte hvilket tøj jeg skulle iføre mig til det spektakulære arrangement, men jeg endte altså med – stik imod over halvdelen af stemmerne i afstemningen – at kravle i mavebluse, nederdel, jeans og nogle andre sko end dem jeg havde på i går. Jeg ville have elsket at have disse sko på, som flere foreslog mig, men fordi jeg mistænkte at jeg ville komme til både at stå og gå en del i løbet af aftenen, lod jeg dem gudskelov blive hjemme, for jeg fik eddermamer sat fødderne på prøve, da Cecilie og jeg åbenbart var lige lidt rigeligt danskeragtige, da vi – som vi var blevet bedt om – kom i god tid og således endte med at stå og vente i hvad der føltes som hundrede år med fødderne plantet på spidse lavasten, inden resten af foretagendet var klar til at gå igang.
Heldigvis kunne vi smide skoene under fremvisningen og hvis vi lige ser bort fra det faktum, at jeg efterfølgende havde så ondt i fødderne, at jeg flere gange blev i tvivl om (så meget, at jeg byttede rundt) hvilken sko der skulle på hvilken fod, fordi det, uanset hvordan jeg gjorde, føltes helt forkert, så var det en vellykket aften. Især fordi Cecilie og jeg, bedst som jeg havde fået skoene på, kiggede på hinanden og begge insisterede på at droppe den ellers temmeligt hypede efterfest, til fordel for pommes frites og dårligt reality-tv på hotelværelset, selvom der ikke var meget galla over dét. Det var uden tvivl den perfekte afslutning på aftenen og jeg er ret sikker på, at samtlige af hovedrollerne i serien ville have været rørende enige i, at snask i sengen nogle gange bare er bedre end champagne og efterfester.
