Det var som om at den tanke jeg havde da jeg gik i seng i aftes, om at det sør’me da også ville blive både hyggeligt og dejligt at sove i smørhullet imellem mine drenge, den sidste aften inden jeg skulle undvære dem i fire hele døgn, ændrede karakter, da jeg for fjortende gang blev vækket af en liggende flyveskalle fra enten den ene eller den anden. De havde tydeligvis brug for at ligge ekstraordinært tæt og selvom jeg naivt troede, at jeg havde brug for søvn, så vejede børnenes behov – som altid – tungere. Hyggeligt, måske. Irriterende, lidt. Søvnfrarøvende, usandsynligt meget. Til gengæld har jeg ikke fældet så meget som én eneste tåre, efter jeg for en lille halv time vinkede farvel til dem og Thomas på banegården i Horsens, inden jeg indfandt mig i et IC3-tog tilbage mod København. Med uglet hår og mere end bare almindeligt mørke rande under øjnene, som jeg mistænker er årsagen til, at jeg faktisk er så fattet over at skulle være væk fra børnene som jeg er. Jeg er simpelthen for træt til at savne sådan rigtigt meget på forhånd, som jeg ellers normalt har for vane at gøre, når jeg skal undvære dem i mere end de sædvanlige 6-7 timer midt på dagen.
Nårh ja og så har jeg måske også en lille smule travlt med at tænke på, at det rent faktisk er i dag jeg rejser til New York, for første gang nogensinde. New York. I dag.
Jeg skal godt nok kun være der i to døgn, men mon ikke jeg både kan nå forbi en kaffebar, et outlet og en donutshop? Det satser jeg i alle tilfælde benhårdt på. Og så håber jeg eddermamer også på at jeg kan snige mig i nærheden af et selfie med Lena Dunham, når vi forhåbentligt betræder den samme røde løber torsdag aften. Okay, måske nærmere når jeg render ind og krammer hende på den røde løber for de kendte, men I ved hvad jeg mener, ik’? Jeg er i øvrigt ganske overbevist om, at hun er typen der vil synes at mit efterhånden grundigt gennemtæskede partytrick med shots på skuldrene, er drønskægt.
New York – jeg er næsten klar!
… Og ja, jeg prøvede naturligvis at affotografere de solide sorte rander, så I selv kunne se hvor galt det står til, men det virkede simpelthen så mærkeligt at sidde i stillekupéen og tage billeder af mig selv. Især når jeg nu godt ved, at jeg ikke ligefrem tager mig ud fra min bedste side her til formiddag og der i øvrigt sidder en særdeles velklædt herre overfor mig, som jeg mistænker for ikke at være helt nede med sit selfiegame. Derfor blev det i stedet et billede af hvad jeg har foran mig. Necessities med masser af filter, for helt ærligt, så er der altså ikke meget udover udsigten der kan være sådan rigtigt pænt i et tog, vel?