mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fra en taxa på vej over knippelsbro

img_3861

I flere dage har jeg gået og været nervøs for i dag. Jeg har overvejet om jeg skulle lade min indre kujon få lov til at komme op over overfladen, for at jeg bare kunne lukke øjnene og blive hjemme, sammen med min familie og måske, som et plaster på såret, smide en ekstra skilling i indsamlingsbøssen næste gang nogle hjælpesomme sjæle kom forbi.

Du behøver jo ikke at gøre mere end alle andre” har den hvisket, min indre kujon, og jeg har været lige ved at give den ret. For jeg behøver jo ikke spor. Jeg kan bare leve mageligt herhjemme, med tre måltider om dagen, fri i weekenden og vigtigst af alt, solidt og godt tag over hovedet. Også om vinteren. Men nu har jeg tilfældigvis bare fået muligheden for at gøre noget andet. Noget mere. Og det vil jeg eddermame gerne! Også selvom det er på bekostning af tid med mine børn, min mand, mit arbejde og ja, alt det andet der fylder i mit liv. Også selvom den lille kujon inde i mig er skide bange. Tænk nu hvis det var mine børn der sad i Nepal og sultede hver eneste dag, så ville jeg vitterligt håbe, at sådan nogle som mig, ville tage ud til dem og fortælle alle dem de kendte om, hvordan det stod til. Jeg ville ønske, at nogen ville hjælpe mine børn.

Jeg har aldrig tidligere rejst steder med så udbredt hungersnød, som de steder jeg og de andre på turen skal til og frygten for, hvad der venter mig når jeg om et lille døgns tid lander et sted langt ude på landet i Nepal, er til at få øje på. Jeg aner ikke hvad jeg skal forvente, andet end at det nok ikke er bare lutter lagkage. Det anslås at omtrent 40% af befolkningen er underernærede og at det altså primært gælder kvinder og børn, så uanset hvad, så møder jeg nok nogen, som jeg får lyst til at putte i lommen og tage med hjem. Nogen som jeg ikke bare får lyst, men trang til at hjælpe.

I flere dage har jeg været nervøs og overvejet at melde fra i sidste øjeblik, men nu hvor jeg sidder i taxaen på vej ud til lufthavnen, kan det faktisk ikke gå hurtigt nok med at komme frem. Jeg er klar nu og jeg glæder mig til at få indsigt i hvordan jeg, en helt almindelig dansk kvinde, kan gøre en forskel for nogle mennesker, som jeg formoder har virkelig meget brug for det. Og så snakker vi ikke om, at jeg tudede på vej ud af børnehaven i morges, fordi jeg allerede savner mine børn. De skal nok klare den.

// For en god ordens skyld vil jeg lige tydeliggøre, at jeg er blevet inviteret på en pressetur af Danmarksindsamlingen, hvorfor ovenstående kan være af forstå som en slags reklame, omend det naturligvis kommer 100% fra mit eget hjerte //

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Puha Cana held og lykke.. det så sejt gjort af dig og alle andre der er med.. jeg ved ikke om jeg kunne.. ville være bange for jeg ville bryde sammen i gråd hver gang jeg så et barn eller voksen der ikke har det skidt, som i rigtig skidt.. 😢 Det så sejt og glæder mig til at læse alle dine indlæg fra turen og til at tude hjemme på sofaen over hvor uretfærdig livet kan være for nogen og at jeg blot skal åbne pungen for at dulme den dårlige samvittighed.

  2. Hej Cana,
    Jeg var i Nepal for knap 5 år siden for at lave en dokumentar, så jeg var der en måned. Du får den mest fantastiske tur. Nepal er et råt, vildt, smukt og overvældende land. Jeg kunne pludselig dufte det hele igen, da du skrev, du skulle dertil. Så nyd det! Og tag godt imod nepaleserne, for de vil helt hundrede tage godt i mod dig. Hav en fantastisk tur! Hilsen Mathilde

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven