Hun har ikke alene, fraset min lille familie, været dét menneske jeg har set allermest det seneste års tid, hun har også vist sig at være blandt de mest værdifulde. Hun er der altid, Cecilie, uanset om det er til kaffe, til sladder, til kram eller til fest og hun er simpelthen så god, er hun. Hun er faktisk så god, at jeg, da vi kun, for halvandet år siden, havde kendt hinanden i ganske få uger, tilbød hende at overtage min “ekstrablog” tregodegrunde.dk, som jeg, kort tid efter jeg havde startet den, var blevet ked af at have. Jeg vidste allerede dengang at hun kunne noget særligt og hun er altså kun – selvom det kan synes usandsynligt – blevet bedre og bedre med tiden! Jeg har ikke nogen sådan “aller-bedste-og-bedre-end-alle-andre”-veninde men et par stykker, som på hver deres måder er mine bedste veninder, hvor Cecilie uden tvivl er min bedste, nyeste veninde. Derfor synes jeg også at det var oplagt at bede hende være den næste i rækken, efter Thomas, til at skrive et indlæg med fem ting I (måske) ikke vidste om mig.
Det er altså kun halvandet år siden jeg mødte Cecilie for første gang og alligevel er hun allerede gået hen og er blevet én af mine allertætteste veninder – og jeg er eddermamer glad for, at jeg tog imod den legepladsinvitation hun engang sendte mig.
… Og nej, jeg spiser altså ikke asparges og spidskål hver aften, som hun indikerer længere nede i indlægget – kun på de dage, hvor jeg har købt rigtigt meget bland-selv-slik. Ligningen skal jo helst gå nogenlunde op, ik’?
Fem ting om mig – skrevet af min nyeste bedste veninde
Cana har uretfærdigt tynde ben i forhold til hendes indtag af bland-selvslik. I starten forstod jeg ikke, hvordan det hang sammen – og femøren faldt først den dag, hun inviterede mig til at spise med – og menuen bestod af fem asparges og noget grillet spidskål. Det var dét. Da jeg efterfølgende gik hjem og varmede en frysepizza, spurgte hun mig forarget, om hendes mad ikke var god nok.
—
Når det kommer til følelser, minder Cana på mange måder mere om en mand end en kvinde. Der er ikke så meget pis med hende og hun forstår sig ikke på intriger og skjulte agendaer. Man skal vænne sig til det – men når man først har gjort dét, så er det i virkeligheden enormt befriende.
—
Cana er måske det mest ærlige menneske, jeg kender. Hun kan ikke finde ud af at lyve. Jeg er selv enormt konfliktsky og finder det ofte enormt akavet, når hun ikke formår at holde sine meninger for sig selv – og lystigt indgår i heftige diskussioner med folk. Da jeg stolt viste hende mit livs første blogindlæg, sagde hun uden omsvøb, at hun nok ville skrive det om – og gudskelov for det, for set i bakspejlet, var det en stor undskyldning for mig selv. Hun siger ofte, at hun ville ønske, at hun var bedre til ikke at sige sin ærlige mening om alting – men jeg synes i virkeligheden at det er en af hendes allerstørste styrker. Det er faktisk enormt rart at vide, at man altid får hendes ærlige mening – om hun så er med eller mod en.
—
Cana kan ikke gå ind på en beværtning uden at vise sit glansnummer frem: at drikke shots fra skulderen. Det er enormt flot og imponerende, men det er også enormt dumt, når hun i virkeligheden overhovedet ikke kan tåle at drikke shots. Hun bliver simpelthen så syg og dårlig – og den nat på hotel i egen by, som jeg sådan havde set frem til, blev noget mindre glamourøs og søvnløs end forventet, da Cana kastede op sådan cirka hele natten.
—
Cana er en fantastisk veninde. Hun er det sjoveste, kærligste og bedste menneske – og man ved altid hvor man har hende. Hun tror på én og løfter én op – og hendes selvtillid, integritet og fightervilje smitter af og inspirerer. Hun har ikke engang været i mit liv i halvandet år – men jeg forstår ikke hvordan jeg nogensinde har undværet hende.