Midt i hele hverdagen og vores tur mod Disneyland, som endte med at blive degraderet til et par dage i Lalandia, glemte jeg i går tilsyneladende fuldstændigt tid og sted og fødselsfredag glippede derfor. Jeg beklager, men I skal selvfølgelig ikke snydes af den grund, så i dag er det altså en lørdagsudgave af fødselsfredag.
Noget jeg til gengæld aldrig glemmer er den første gang jeg som jordemoderstuderende oplevede, at en fødsel pludselig gik meget, meget stærkt og det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg fik totalt flashbacks til dengang, da jeg læste den følgende fødselsberetning, som eddermame er en fascinerende omgang!
Faktisk bragte jeg også kvindens første fødselsberetning for et halvt års tid siden – den kan I læse HER, hvis I har lyst.
Det er mandag og jeg er 39+3, og min lille baby begynder at være mindre aktiv i maven, ikke bare lidt, men meget. Jeg har vores store søn på 2 hjemme, han er syg med halsbetændelse, så jeg slår tankerne lidt ud af hovedet, da jeg ikke lige kan overskue at skulle til tjek på fødegangen, og jeg mærker jo baby en smule.
Onsdag morgen lover jeg dog min mand at få ringet til jordemoderen, hvilket jeg jo gør. Ganske rigtigt, jeg skal tage ind til tjek.
Der køres kurver på sygehuset, og alt ser fint ud inde i maven, så de sender mig hjem med besked om, at ringe igen imorgen, hvis der ikke sker yderligere.
Det bliver torsdag, baby er stadig inaktiv og vi bliver bedt om at komme igen. Der køres kurver og alt ser umiddelbart fint ud, så vi tænker vi skal hjem igen og se tiden an. Men nej, lægen beslutter sig i stedet for, at da det er dagen før termin og de ikke kan lide hans inaktivitet, bliver jeg indlagt til igangsættelse med Angusta piller, da jeg er helt lukket og stadig 1,5 cm livmoderhals, så det ikke er muligt at tage vandet.
Torsdagen går med at poppe hormonpiller hver anden time, og ellers bare rende rundt på sygehuset. Torsdagen går og der er sket præcist ingenting. Min mand bliver sendt hjem og jeg sover på sygehuset.
Fredag morgen bliver jeg tjekket igen og der køres kurver, alt er fint i maven, men de kan stadig ikke tage vandet, så jeg starter på Angusta igen. Fredag eftermiddag er der endnu intet at mærke, så min mand henter den store tidligt i vuggestuen, og vi får et par timer sammen på sygehuset. På det tidspunkt begynder jeg så småt at få et par veer der kan mærkes, men intet jeg ikke kan klare.
Fredag aften begynder veerne at bide og komme regelmæssigt, og ved 21-tiden tjekker de mig indvendigt igen. 1 cm åben! Jordemoderen får dog ved hjælp af indvendig massage og hindeløsning, åbent mig til 3 cm, hvilket sætter lidt fut i veernes intensitet. Faktisk så meget, at jeg omkring midnat ender med vee-storm.
Jordemoderen tjekker mig igen ved midnat, der er dog ikke sket fremskridt, så hun tilbyder mig de der bistik.
I håb om lidt lindring takker jeg ja.. De gør ondt, de gør mega ondt at få lagt, og de hjælper bare ingenting!
Jordemoderen er sød og kommer jævnligt og tjekker op på mig, men kan ikke give mig stærkere smertestillende, da kun fødegangen kan give yderligere.
Da klokken er 5 om morgen får hun overtalt en læge til at jeg kommer på fødegangen, så jeg kan få lidt smertelindring for de konstante veer. Kl 5.15 er jeg på fødegangen og da jeg bevæger mig over i sengen der, går mit vand.
Både jordemoderen og den studerende tjekker mig, jeg er 6 cm åben og de fortæller mig om konsekvenserne ved en epidural, og beder mig genoverveje, da de mener min fødsel vil være hurtigt overstået. På det tidspunkt kunne de have sagt, at det krævede de savede mit ben af og jeg have stadig takket ja!
Så de gør klar til det, og jordemoderen prøver at ligge drop i min hånd, hvilket ikke lykkedes hende. Til hendes forsvar skal de siges, at jeg er umådelig svær at stikke i..
Hun går derfor ud på gangen for at finde en anden, som kan hjælpe hermed. I hvad der føles som den mest intense smerte jeg nogen sinde har prøvet, får jeg sat mig op i sengen. Smerterne bliver dog efterfulgt af en ekstrem pressetrang, og jeg når blot at råbe, at “nu kommer han ud, jeg skal presse”. Derefter kaster jeg mig i armene på min mand, og begynder at presse.
Den studerende kigger på mig og siger “nej, det kan ikke passe”. Så jeg føder hovedet halvt siddende på sengen, halvt hængende i min mands arme, med en jordemoderstuderende der ikke helt ved hvad hun skal stille op. Jordemoderen kommer tilbage på stuen, som hovedet bliver født. Hun løber over og beder mig gispe.
Min mand bliver beordret at få mig ned at ligge, da baby ikke roterer som han skal, og hans skuldre derfor er på vej ud forkert.
Kort efter bliver jeg bedt om at presse uden presse vee, da baby skal ud nu! Klokken 5.31 lørdag morgen er vores dreng født, 16 minutter efter jeg ankom til fødegangen, hvor jeg kun var 6 cm åben og vandet gik.
Både jordemoderen på fødegangen, den studerende og jordemoderen fra svangreafsnittet, hvor jeg var indlagt fra torsdag, kom og talte om fødslen med mig, da de alle var overraskede over hvor hurtigt det rent faktisk gik.
Den studerende forklarede mig, at hun kun havde været med til et par fødsler, og at hun havde tjekket et eller andet omkring anus, da jeg havde sagt jeg skulle presse, men at det ikke viste pressetrang..
Jeg må nok indrømme jeg er utroligt lettet over, at jordemoderen og den ekstra jordemoder, hun havde hentet for at ligge drop, kom ind på stuen, netop som hovedet kom ud. Var de ikke kommet i det øjeblik, er jeg ikke sikker på jeg havde kunne nøjes med en hudafskrabning, da den studerende mest af alt så lidt små panisk ud i hovedet..
Men så fik hun også den oplevelse med og lektion i, at den fødende nok ved mere om hvad der sker i sin krop, end hvad man lærer af teori på studiet