I sidste uge delte jeg beretningen om en hurtig fødsel, som viste sig at have været en frygtelig oplevelse for kvinden og det glæder mig derfor særligt meget, at kunne bringe jer kvindens anden fødsel, som på papiret måske var værre end hendes første fødsel, men som forplantede sig som en fødsel, hvor hun følte sig i kontrol. Som en god fødselsoplevelse. Hvis I ikke har læst den, eller gerne vil have den genopfrisket, kan I læse kvindens første fødselsberetning HER.
Min anden fødsel
Da min søn var 1,5 år blev jeg gravid med lillesøster. Vi var glade! Graviditeten var plaget af de samme gener som jeg led under i min første graviditet, og det var hårdt at være mor og gravid. Under graviditeten flyttede vi i hus, og vi blev også gift dagen efter vores søn fyldte 2 år.
Denne gang var jeg pinligt velforberedt. Jeg havde læst bogen ”smertefri fødsel” 3 gange, og øvet teknikkerne til hudløshed. Jeg var klar og jeg var spændt. Og lige ved at skide i bukserne, hvis jeg skal være helt ærlig.
Graviditeten var plaget af lidt flere bekymringer end den første. Til misdannelsesscanning var nyrebækkenet forstørret, så vi skulle til ekstra scanning nogle uger senere. Alt var heldigvis fint. Min livmoder voksede dog ikke som den skulle, faktisk blev jeg ikke større den sidste 1,5 måned af graviditeten, og vi kom derfor til vækstscanning da jeg var 36 uger henne. Heldigvis var der er totalt gennemsnitlig, meget livlig, lille pige inde i maven.
38+2 28/04-2015
Jeg var ret utålmodig efter at føde, jeg glædet mig til at møde min datter, men jeg trængte også til at være en bedre mor for min søn, men der skete ikke en flyvende fis. Ikke engang et par plukveer havde jeg produceret i flere uger! Hen af eftermiddagen kom jeg dog i tvivl om jeg havde mærket liv, og efter over 1 times forsøg kunne jeg ikke få gang i hende. Jeg ringede min mand hjem og vi kørte efter aftale på akutmodtagelsen. Gudskelov slog hjertet, og jeg græd. Jeg fik kørt CTG, og den registrerede nogle sammentrækninger jeg ikke selv mærkede. Der var dog stadig sparsomt med bevægelse, så de bad mig komme igen efter aftensmaden. Min mand havde i mellemtiden hentet vores søn, så vi kørte hjem og spiste, og kørte tilbage til akutmodtagelsen for en ny CTG. Der var stadig minimalt med bevægelse, så det blev besluttet at jeg skulle scannes. Heldigvis kom den samme læge der havde scannet mig 2 uger forinden. Der var stadig fint med fostervand, men meget sløve bevægelser fra baby.
Efter vi havde ventet lææænge, og min store dreng havde spist en masse vingummier (bestikkelse!), kom en læge vi aldrig havde set før og sagde at de ville sætte mig i gang, men at de ikke havde plads på Skejby, så vi skulle til Randers. Øøøøøøh.
En jordemoder kom for at undersøge mig, 3 cm åben og MEGET blød. Måske fødsel var ved at gå i gang alligevel? Jeg var ærligt ved at skide i bukserne over det var NU. Jeg græd lidt mere, jordemoderen krammede mig og vi kørte hjem for at pakke. Min mor ville møde os i Randers og tage vores dreng og hund med hjem. Kl 22 om aftenen satte vi kurs mod Randers, gudskelov holdt vores dreng humøret højt og faldt hurtigt i søvn. I Randers fandt vi min mor ved sygehuset, hun fik barn og hund, og så gik vi ind.
Jeg føler mig meget tryg ved hospitaler, og bare lugten af hospital beroligede mine nerver. Vi blev taget i mod af den sødeste jordemoder og studerende. Jeg fik kørt CTG igen, og vi fik lidt mad. Der var vagtskifte, og en ny jordemoder fik os installeret på en gigantisk fødestue. Der var kar, briks, te-køkken og en dobbeltseng!
Jeg fik klyx (5 min mig i røven!!!), og ca. kl midnat tog hun vandet efter et par forsøg. Jeg fik ble på, og gik lidt rundt for at få gang i sagerne. Hun kom med et par sure kommentarer om at hun godt synes vi kunne have ventet med igangsættelse til dagen efter, men hun kunne jo ikke diskutere med en overlæge fra et andet hospital. Jeg blev med det samme meget træt af hende, og ønskede hun ville gå så jeg kunne føle mig tryg. Jeg fik med det samme nogle få veer, men intet der rykkede. Jeg benyttede dog vejrtrækning, afspænding og visualisering med det samme med rigtig god effekt. Jeg følte mig meget tryg i det, meget mere tryg end hvad jeg havde håbet efter min første fødsel. Jeg var bange for smerten, men formåede at være i den på en rigtig god måde. Jordemoderen kom med en varmepude og fik sagt et eller andet med at jeg ikke skulle bruge mine teknikker endnu, da veerne var så svage. Fik jeg sagt at jeg var træt af hende?
Min mand og jeg faldt i søvn i dobbeltsengen, og kl. 6:00 kom jordemoderen ind. Hun undersøgte mig – 4 cm åben. Ikke et under der ikke var sket noget nu jeg havde sovet. Hun var dog meget stresset over jeg ikke havde bedre veer, mens jeg selv var fuldt overbevist om at det kom til at gå stærkt når det først gik i gang. Jeg spurgte om det ikke er noget med at hoppe og vrikke for at få gang i sagerne. Men det virkede ikke mente hun. Hun pressede på for ve-drop, og for at få hende til at holde kæft sagde jeg ja på to betingelser 1) at det kun blev skruet op på den laveste dosis og 2) at det blev slukket når jeg var 6 cm åben, for så ville jeg selv. Og så ville jeg gerne føde i vand. Hun gik modvilligt med til mine betingelser, og fik sagt noget med at hun var den sundhedsprofessionelle… Gudskelov var der vagtskifte, og ind kom en ny jordemoder. Den nye jordemoder var varm og rar, og fyldte rummet med tryghed og kærlighed. Ve-droppet virkede med det samme og jeg fik virkelig gode meget regelmæssige veer da der blev tændt kl 6:45. Mine teknikker virkede fantastisk, og jeg lå helt afspændt på briksen. Jordemoderen og min mand snakkede om hvor afslappet jeg så ud, og han fortalte lidt om min første fødsel. Jeg følte der var et stormvejr inde i min krop, veerne var meget kraftige, men det lykkedes for mig at bevare roen og holde min krop afspændt. Min mand hjalp mig med at være opmærksom på mine fikspunker under de sidste veer.
Efter 45 min undersøgte jordemoderen mig igen – 6 cm! Hun slukkede for droppet og begyndte at fylde karret med vand. Hovedet stod skævt og ville ikke rotere ned, så hun mente også at vandet helt sikkert ville få hende det sidste stykke ned. Få veer senere: BRØØØØØØL. Jeg gik helt i panik. Shit det var ikke rart. Fuck. Jeg var kun 6 cm åben. Tidlig pressetrang. Fuck. Fuck. Fuck. Ikke igen! Men, jordemoderen kiggede ned og konstaterede at jeg var ved at føde hovedet. Dvs. fra 6 cm til 10 cm, hvor hovedet roterende hele vejen ned og halvt ud på ÉN FUCKING VE! Der kom en sosu flyvende ind, og på næste ve fødte jeg i et kæmpe brøl, lille smukke Asta. Præcis kl 8:00. Hun havde haft det godt igennem hele fødsel, og kom til verden helt lyserød og med et kæmpe skrig, 3220 g og 52 cm. Eufori og glæde. Vi var lykkelige, og jeg kunne nyde øjeblikket på en helt anden måde end første gang. Kl 12 kørte vi hjem i solskin, tog en lur og et bad. Kl 17 kom min mor med vores store dreng, der også var dybt forelsket i det lille menneske. Jeg var længe høj på fødslen, jeg var i dyb kontrol og gik kun i panik da udvidelsesveerne blev til presseveer, og det har jeg hørt skulle være helt normalt.