Jeg er træt på den dejligste måde, fordi der har været usædvanligt mange fine oplevelser i den forgangne uge; og selvom et par af dem har været kombineret med et savn til mine børn, som har tilbragt weekenden hos min mor, så har det eddermamer været en fed uge!
I ugens løb har jeg…
… Været med til at afholde Andedammens allerførste tøjsalg, hvor rigtigt mange kom forbi og shoppede løs af vores garderober.
… Haft bryllupsdag og skrevet en slags tale til Thomas. Hvis I har lyst, kan I læse den HER.
… For første gang nogensinde sat mine ben i to Nordsjællandske gymnasier, hvor jeg havde fornøjelsen af at fortælle lidt om min rolle som ambassadør for Plan Danmark og turen til Sierra Leone, som jeg var på i februar.
… Filmet løs til en lille mini-dokumentar om mig, som Nicolai Mazur, der også står for det foredrag jeg skal holde i november, er manden bag.
… Vist nok sagt “fuck” imens vi filmede. Fuck.
… Fået en meget lidt behagelig ansigtsbehandling, som jeg beskrev HER. Sidenhen har mit ansigt dog haft en væsentligt mere lækker glød. Jeg virker ikke længere “grå”, som jeg nu pludselig kan se jeg gjorde før. Samtidig er min hud, især i panden, faktisk også blevet mere glat, så alt i alt er jeg virkelig positivt overrasket over hvor effektiv bare én behandling har været.
… Nusset den sødeste lille baby, hos én af mine gode veninder fra jordemoderuddannelsen. Åh altså, hvor er de søde sådan nogle babyer…
… Spist burgere og fritter til frokost; en dag med Thomas og en dag med Mette Marie.
… Forelsket mig i denne kjole, men konstateret at den nok ikke kommer til at blive brugt, så længe mit forbrug af både burgere og bland-selv-slik er som det er. (Reklame-link)
… Fået fyldt mine vipper op hos Line fra Flawless CPH (reklame), som jeg simpelthen er blevet så mega begejstret for. Mine vipper er altid on point og dén der formiddagslur jeg får hos hende imens vipperne bliver fyldt op hver 3.uge, ville næsten i sig selv være alle pengene værd.
… Været til gallapremieren på Inferno. En fremragende film at se i biffen, fordi der er virkelig mange effekter, som er fantastiske med biograflyd og kæmpe skærm, og som jeg tror ville falde en lille smule til jorden hvis man sad hjemme i stuen.
… Forsøgt at gemme mig bag Thomas’ hår, da vi gik forbi de mange fotografer til førnævnte premiere. Det lykkedes tilsyneladende ret dårligt, men til gengæld synes jeg faktisk ikke mit ansigt så helt så rødspættet ud, som jeg følte det.
… Haft Christina og Cecilie med ind til Vild Med Dans i fredags, hvor vi sædvanen tro ikke holdt os tilbage med at huje på Thomas, som gudskelov kom direkte igennem ved hjælp af både dommernes point og jeres (eller de andres, nu hvor jeg jo rent teknisk ikke véd om I stemmer på Thomas, selvom jeg håber det) sms-stemmer.
… Været usandsynligt hårdt ramt af tømmermænd. Så meget, så jeg overhovedet ikke opdagede at Thomas tog det billede jeg har lagt på Instagram og Facebook her til aften.
… Fået massage på min tømmermændsramte krop, som i dag har vist sig som værende en god idé, fordi mine spændinger i nakke og ryg er blevet løsnet så meget, at jeg er vågnet op uden hovedpine for første gang i halvanden uge.
… Spist seks-retters menu på den nyåbnede vegetariske restaurant VeVe på Østerbro. Seks retter plus seks snacks og en ekstra dessert. Ja tak. Vi havde bestilt vinmenuen til, men på grund af mine udskejelser fredag aften, fik jeg ikke den store fornøjelse ud af det og jeg fortrød vederstyggeligt, at jeg ikke havde bestilt den alkoholfrie version, fordi jeg slet og ret ikke kunne drikke vinen. Maden til gengæld var fuldstændigt forrygende og i de fire timer middagen tog, blev vi simpelthen taget så godt om, at jeg til enhver tid vil anbefale andre at tage derhen. Også ikke-vegetarer. Thomas fortalte at han overhovedet ikke savnede kød, selvom han er totalt sucker for en god bøf. Prisen på sådan en middag er temmeligt pebret, men i forhold til helhedsoplevelsen, synes jeg bestemt det var alle pengene værd!
… Kørt til Sønderjylland for at hente Jens og Peter hjem efter to overnatninger hos min mor.
… Storshoppet danskvand på dåse og snolder i Tyskland, nu hvor vi alligevel var på de kanter. Og Hanuta, ikke at forglemme – manner hvor smager de godt!
… Og NU, vil jeg kysse mine børn en ekstra gang og se om ikke jeg for en gangs skyld kan finde ud af at komme tidligt i seng. God aften til jer, hvadenten I knalder brikker, knalder nogen I synes er lækre eller noget helt, helt andet.