Det føltes nærmest helt ulovligt at parkere min cykel lige dér, hvor jeg så mange gange, for fem år siden da Jens stadig var baby og vi boede i en taglejlighed midt inde i det ældste København, havde forbandet cyklisterne væk, hvis de havde parkeret deres cykler. Det var lige foran vinduerne, hvor jeg, hvis der holdt for mange cykler, ikke kunne parkere min barnevogn og derfor ikke kunne sidde indenfor med en varm kaffe og kigge på min sovende baby i den parkerede barnevogn udenfor.
Det var nærmest mit stamsted, den der café lige på hjørnet af Fiolstræde og Rosengården. Ikke fordi det var særligt godt eller fordi jeg godt kunne lide at være der, men fordi vi hverken havde gård eller altan at stille barnevognen på “og baby har jo bedst af at sove i den friske luft“. Hver dag gik jeg troligt ud og satte mig – oftest alene – på café i de timer Jens sov til middag.
Anledningen til mit gen-besøg på caféen var at SilleWho, hende jeg også skrev lidt om HER, havde inviteret mig på en kop kaffe og en snak om nogle af udfordringerne i mit liv, som hun har skrevet en virkelig fin fusion mellem et blogindlæg og en artikel om HER.
Vores snak, stedet og genlæsningen af alt det jeg fortalte om den formiddag, har sat gang i en masse tanker og det har givet mig lyst til at grave lidt mere i noget af alt det, som var rigtigt svært dengang, for, som de fleste af jer nok ved, var det ikke just en dans på roser for hverken mig selv eller mit parforhold at blive nogens mor. Det var fedt, stort og fantastisk bevares, men det var fanderne’me også svært, syntes jeg.
Dengang vidste jeg ikke hvad det var, men jeg vidste at det hele var skide svært og at jeg under ingen omstændigheder turde sige det højt. Jeg lagde et massivt pres på mig selv, for at gøre alt det rigtige og når jeg kiggede mig omkring, var det som om alle andre mødre havde meget mere styr på alting end jeg. Som om alle andre vidste præcis hvad de havde gang i, imens jeg ikke selv anede hvad pokker jeg skulle stille op.
Jeg vidste jo en hel masse om pleje af nyfødte, familiedannelse og amning fra min jordemoderuddannelse, så jeg stod hele tiden og på den ene side var “ekspert” – hende som rådgav andre – imens jeg stod på den anden og var ét stort virvar af frustrationer. Jeg husker især, hvordan så skide mange sagde – nærmest indforstået – til mig, hvordan man jo ikke vidste en skid, men lærte det hele efterhånden og jeg husker hvordan det gippede i mig for at spørge om de da for helvede ikke bare kunne fortælle mig det?!
Jeg forstod ikke hvorfor jeg absolut skulle gøre mig mine egne erfaringer og famle frustreret i blinde, i angsten for at gøre noget forkert, i min søgen efter at lære hvordan jeg skulle håndtere både min baby, mit parforhold og mig selv.
I virkeligheden skulle jeg nok heller ikke; jeg kunne jo bare have spurgt. Rakt hånden ud for hjælp. Men jeg turde ikke. For jeg kunne jo godt og jeg har jo også altid været vant til at klare mig selv og selvfølgelig kunne jeg det hele. Og jo, det kunne jeg da også godt, men det var på ingen måder fedt og hvor ville jeg dog i dag ønske, at jeg havde spurgt efter hjælp. Eller endnu bedre, at den var dukket op, som en kærlig håndsrækning fra et sted hvor jeg ikke umiddelbart havde forventet det. At nogen for helvede bare lige havde sat sig ned, kigget mig i øjnene og løftet sløret for hvordan man gør – og ikke mindst, at de havde fortalt mig om, at alting ændrer sig.
Måske havde jeg ikke troet på et ord af hvad de havde sagt, men jeg håber, at I vil tro på mig, når jeg siger, at alting har ændret sig siden dengang og at det gør det for alle andre, der sidder i samme svære rille som jeg engang befandt mig i. Alting ændrer sig og man er selv med til at bestemme i hvilken retning.