Det er langt fra første gang jeg siger det, men ikke desto mindre, så tåler det gerne dagens lys igen. Det er fandensus’me fedt at blogge, man! På grund af alle jer der læser med.
I tirsdags, hvor jeg havde set mig selv som aktør i en frygtelig nat og en morgen der endte med at være lige tanden værre, skrev jeg et blogindlæg, som jeg, i sekundet jeg trykkede udgiv, pludselig blev en lille smule bange for. For tænk nu hvis I ville dømme mig og synes at jeg var en tarvelig mor eller hvis I ville fortælle mig at det sgu da også var for dårligt, at jeg ikke lige kunne rumme mine børn, når nu jeg som oftest plastrer domænet her ind i hvor fantastiske de er.
Heldigvis stolede jeg på den intuition jeg havde, imens jeg skrev indlægget og så skal jeg da lige love for at der kom gang i de positive tilkendegivelser fra jer. Kæft, hvor er I gode altså! De søde ord ændrede selvfølgelig ikke på, at det havde været en lortemorgen, men det enormt rart, at så mange fortalte, at de sagtens kendte og kunne forstå mine følelser, fordi de af og til også selv var havnet i samme skodposition.
Det er helt vildt hvad bloggen her har gjort for mig.
Det er snart to år siden jeg startede den op, som en hobby, da jeg var på barsel med Peter. Dengang skrev jeg mest bare for at skrive, men jeg fandt lynhurtigt ud af, at det nærmest kunne have en helt terapeutisk effekt på mig, at reflektere over både hverdagen, familielivet, parforholdet, modebilledet, børneopdragelsen, maden og alt muligt andet der foregik i mit liv. Jeg blev mindet om min tid som jordemoderstuderende, hvor jeg altid fik ros for at skrive nogle både lange og velovervejede refleksionsark, når jeg havde været på vagt. De fleste af mine medstuderende hadede refleksionsarkene, men for mig, var det i måske i virkeligheden igennem dem, at jeg lærte allermest.
Jeg lærte mest når jeg tænkte oplevelserne igennem; tænkte over hvad jeg kunne have gjort anderledes, bedre eller mere hensigtsmæssigt og over hvilken indflydelse min tilstedeværelse på fødestuen i virkeligheden havde for det pågældende par, jeg havde født med.
Jeg lærte igennem refleksion.
Jeg lærer igennem refleksion.
Derfor har jeg i de seneste to år – med daglige refleksioner over både stort og småt – lært mig selv bedre at kende, end jeg nogensinde tidligere havde turdet tro muligt og jeg er simpelthen så skide taknemmelig for at I er med mig, på godt og på ondt.
TAK FOR JER!
