Gratis fragt ved køb over 499 DKK

imageAnnonce

Jens var lige ved at flække sammen af glæde, da vi fortalte ham at vi skulle i Bonbonland. Vi var der for første gang i efteråret, hvor vi lovede hinanden, at det ikke ville være den sidste gang, for hold nu op hvor er det en god forlystelsespark.

image

Som de af jer der følger med på instagram og snapchat allerede ved, har jeg lige haft mine tre yndlingsmennesker med på tur til det sydsjællandske, hvor vi i mandags besøgte Bonbonland og i tirsdags, nu hvor vi alligevel var i området, slog et smut ind forbi Knuthenborg Safaripark.

Fordi børnene og Thomas holder ferie, imens jeg stadig gerne vil være del i Andedammen, er det for os perfekt med den slags kortere ture, hvor vi i løbet af få dage kan få en ordentlig én på opleveren. Det er selvfølgelig ikke helt det samme som en uge sydpå, men jeg er nu alligevel sikker på, at det i den store mindebog, vil komme til at tælle næsten ligeså højt i den sidste ende.

Turen i Bonbonland var en noget anden oplevelse end den vi havde sidst, fordi vi både var fri for regnvejr og fordi vi højsæsonen for alvor er skudt i gang og menneskemængden derfor var tilsvarende højere. De fleste steder var det dog ikke noget vi lagde mærke til og den eneste kø, som trak en tænder, var den til vandrotten, som viste sig at vare omtrent en halv times tid, som altså var så meget i overkanten, at Jens efterfølgende proklamerede, at han i hvert fald ikke gad prøve dén igen, hvis der var så meget kø! Til gengæld var der ved alle de andre forlystelser vi prøvede ikke mere end 10-15 minutters ventetid, som snildt kunne gå med at kigge rundt på alle de mange fjollede ting, der er i parken. Det var smadderfedt.

image

Der er masser af forlystelser for både store og små og det eneste lille aber dabei jeg havde, da Thomas og Jens ræsede rundt i alle karrusellerne imens jeg gik rundt med en sovende Peter i klapvognen, var at jeg simpelthen blev så sliksulten af at være der og at menneskerne bag madboderne i parken, tilsyneladene har et helt andet forhold til sukkerstads end jeg. Der var simpelthen ikke én eneste hæderlig slikbod at få øje på og det var først da vi, som den allersidste forlystelse, havde været en tur i Bæverraftig, at jeg blev mødt af en væg fuld af det velkendte bon-bon-slik, Kloak-slam, Andemad, Mågeklatter og Lossepladsen, som jeg havde cravet i timevis. Suk, mand!

Derfor, hvis nogen af jer har det ligesom mig, så medbring enten egne slikposer eller slå et smut igennem Bæverrafting som én af de første forlystelser, så sukkerdepoterne kan holdes i trit.

image

image

image

Som en snedigt indlagt “pause” så vi Bang-Bang-Show på børnescenen klokken 14 og som I måske kan fornemme, så sprællede Jens af grin under det meste af showet. Det var virkelig godt!

image

Efter en dejlig, men også lang dag i Bonbonland satte vi kurs mod Toreby, hvor vi skulle bo på “Huset i Parken” som skulle vise sig at være det fineste lille Bed&Breakfast jeg nogensinde har set. Okay, det er faktisk også den eneste Bed&Breakfast jeg nogensinde har boet på, men alligevel. Der var simpelthen så hyggeligt, at jeg ville ønske, at vi skulle have boet der i en uge!

image

Den lille lejlighed vi boede i, lå i en kæmpe stor park, med det sejeste træ, jeg nogensinde har set. Det lignede udefra et gigantisk tætbevokset grantræ, men i et par af siderne, var der lavet små huller, som førte én ind i et nærmest magisk univers af klatregrene. Jeg ved godt at det lyder helt gak, men det var nærmest som at træde ind i en anden verden, når man trådte ind bag det store grangardin, der dækkede ned over det fabelagtige naturrum, der gemte sig inde i det enorme træ.

Der er vitterligt lutter roser at sige om dét sted og hvis ikke det var fordi jeg ville tro at det ville kede jer at høre om alle detaljer, så ville jeg pensle dem ud på en spids! Om gyngerne i træerne, om gederne, spejlæggene med blomster på, om katten og om de søde ejere som efter morgenbordet tilbød Jens har få strøget sine perleplader.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

image

Efter morgenmaden pakkede vi igen bilen og satte kursen mod Knuthenborg Safaripark – den (i mine øjne) mest fascinerende dyrepark i Danmark, hvor dyrene går “frit” rundt sammen i store parker og hvor man hos nogle af dyrene kan komme helt tæt på.

I én af de forbundne parker stod der et skilt udenfor om at det frarådes at gå tættere på kamelerne end to meter, men da vi kørte forbi en kamel, som var omkranset af glade mennesker der ivrigt klappede den, fik jeg alligevel også lyst til at gå tæt på det store dyr.

image

Selvom jeg lige havde set nogle andre, åbenbart meget modige, mennesker klappe kamelen var jeg dog alligevel lidt for nervøs til at gå helt tæt på den, så mit kys-kamelen billede blev lidt omsonst. Men hey, jeg fornemmer at den smiler!

image

Ovenpå en heftig dag i Bonbonland, var børnene en lille smule matte i sokkerne og en anden gang, tror jeg måske at jeg vil booke en overnatning ekstra og bruge en dag i midten på at køre ned forbi Møns Klint eller Dodekalitterne, som værtinden på Huset i Parken snakkede meget begejstret om, eller nogle af alle de andre seje attraktioner som findes i området og som I kan læse meget mere om HER – for at alle ville få mest muligt ud af både forlystelser, seværdigheder og parker. Nårh ja, og så jeg ville få en ekstra aften at holde min mand i hånden.