Halvtomme kufferter og maver fulde af pizza, stjerne mix (hvor dem med skum absolut forsvandt hurtigst!) og sommerfugle, over at skulle flyve til Los Angeles i morgen.
Thomas skal over og holde møder med en farlig masse vigtige musik- og filmmennesker, imens jeg skal fede den med en latte i den ene hånd og mine drenge i den anden.
Vi skal bo i et lille hus i Silverlake – lige klos op og ned af Hollywood, hvor jeg altså planlægger at skulle på Star Parade! Fordi vi skal være væk så længe, tænker jeg at der er rigeligt tid til at give den gas med både guidede ture i the Hills, klapvognsræs på Sunset Strip (som jeg dog mistænker er en noget fesen oplevelse i dagtiden, hvor jeg med fuldt overlæg kan tillade mig at slæbe min egenavl med mig på seightseeing), flash af mit famøse maveskind på Venice Beach, shopping (nok mest i vinduesform) på Rodeo Drive og fuld skrue for afslapning i Echo Park. Om jeg glæder mig? Jeg glæder mig som et lille barn, der for anden gang i sit liv, får stukket en kæmpestor vaffelis i hånden!
… Også selvom vi altså endnu ikke har pakket kufferter.
Vi ses på den anden side af Jorden og jeg glæder mig til at kaste 22-timers rejseerfaringer med to små børn efter Jer, når vi engang er kommet frem og har fået en lillebitte – formentlig mere end bare almindeligt tiltrængt – lur. Jeg satser og håber på, at jeg kan drysse om mig med lutter lyserøde flødeskumshistorier, men i virkeligheden gruer jeg for – og mistænker – det modsatte.
Sådan så det ud, da jeg for 4½ år siden, 12 uger henne og vældig kvalmeplaget, for første gang var i Los Angeles. Denne gang håber jeg på lidt kortere bukser og glade ikke-kvalmefrembringende børn.