Det er nu 20 dage siden jeg tog den store tur hos frisøren og jeg må sige, jeg begynder at få hår på brystet. I overført betydning, that is.
Jeg har for det meste vænnet mig til mit korte hår og er vel nede på, kun at tage fat i min fantomhestehale en enkelt gang dagligt.
Det er blevet en vane at sætte håret om morgenen og hold nu op, hvor er det bare pissenemt. Alle som siger, at kort hår er besværligt, lyver. Eller også er de ikke rigtigt korthårede. Nå ja, eller også er de bare mere perfektionistiske omkring deres udseende end jeg er. Jeg synes virkelig det er nemt. Alting går hurtigere om morgenen nu og jeg behøver ikke overveje mine muligheder så længe. Voks i håret, hænderne hurtigt igennem og voila. Jeg elsker det.
Det er så megadejligt, at jeg ikke længere behøver tænke på hvordan mit hår lige sidder. Eller at irritere mig over, at det hænger i øjnene. Eller at skulle frygte de der helt forfærdeligt pinlige, lange mørke hår, som middagsgæsterne pludselig trækker ud af frikadellerne, efter det har forsøgt at agere knækbar tandtråd igennem de seneste bidder. Virkelig dejligt.
Til gengæld! For sådan et er der. Til gengæld, savner jeg mit feminine udtryk. Jovist, jeg ser stadig feminin ud – nu bare på ”jeg kan vældig godt lide piger”-måden. Segmentet af mennesker som smiler sødt til mig hen over køledisken i supermarkedet har ændret sig og jeg har en forestilling om, at jeg i højere grad nu, som korthåret, skal gøre en indsats for at charmere mig ind hos nogen som helst. Mænd smiler ikke i samme grad til mig, som de gjorde før.
Selvom jeg er umanerligt godt gift, så savner jeg altså alligevel lidt min attraktionsværdi. Jeg vil stadig gerne kigges efter, på den helt uskyldige og ”hey, hende der er da egentlig okay pæn”-måde.
Jeg er ikke længere pæn. Hvis jeg er heldig, er der nogen der synes jeg er smart.
Mange siger, at jeg kan bære at være korthåret. Så selvfed som jeg er, går jeg ud fra at det er den mådeholdne, sønderjyske måde at fortælle mig, at jeg er smuk – også selvom jeg ikke længere kan skjule mig bag mit hår. Og det er dejligt.
Faktisk, synes jeg selv, at jeg måske endda er smukkere med kort hår – i hvert fald i hverdagen, hvor den står på fræk pjusk versus kedelig knold med lidt for stor hårbule ned mod nakken. Jeg kan godt lide at man kan se mit ansigt. Sådan rigtigt.
Til gengæld er jeg sgu ikke rigtigt fan af at stå der med et håndspejl og forsøge at bruge ladyshaveren på mine nakkehår. Det er skørt!
Status er, at jeg synes mit hår er pisselækkert og jeg ville i virkeligheden bare ønske, at verden havde det på samme måde, så jeg stadig kunne føle mig som mig, som jeg altid har været. Faktum er dog, at jeg er blevet en anden type og bliver betragtet på en anden måde.
Hvis du vil læse om den dag jeg tog det store spring, kan du finde det HER
Hvis du vil have fingrene i en virkelig god voks, som redder mig hver dag, kan du trykke HER