Kontrol, kontrol, kontrol. Sådan som jeg – meget lidt attraktivt, jeg ved det – i virkeligheden har det allerbedst. Jeg har det bedst, når jeg lige kan have en finger med på pulsen alle steder, som på én eller anden måde vedrører mig. I ved, sådan en irriterende type som altid liiiige har en holdning eller et spørgsmål. That’s me. Jeg øver mig i at skrue ned – og jeg håber, at min mand vil sige, at jeg, måske bortset fra når jeg føder børn, er blevet bedre til at slippe kontrollen.
Alligevel er det totalt angstprovokerende for mig, at jeg netop nu har sat sidste punktum i min ansøgning til psykologiuddannelsen. Det betyder nemlig, at resten er hundrede procent op til nogle andre. Jeg kan ikke gøre mere, andet end at læne mig tilbage og håbe på, at andre synes jeg har gjort det godt nok, til at blive én af de særligt udvalgte, som får lov til at komme ind på studiet. Fuck.
Samtidig er det en kæmpe lettelse endelig at have trykket ”send”, fordi det betyder, at jeg nu igen kan begynde at fokusere på noget af det jeg synes er lidt sjovere, end at sidde og dokumentere egne evner indenfor menneskeforståelse og studieteknikker. Jeg kan for eksempel skrive videre på den bog, jeg henover vinteren startede op på.
Forhåbentlig kan jeg endda skrive min bog færdig, inden jeg d.30.juli enten står med et ”ja-tak-vi-synes-du-er-værdig-til-at-studere-brev” i hånden eller et totalt tudefjæs, som i dét tilfælde skal finde ud af hvad det næste års tid – udover bogudgivelse og blogging – skal byde på.
Jeg skider grønne grise!