Nu har jeg sjældent for vane at hænge nogen ud her på bloggen. Jeg synes ikke det er særligt klædeligt, når voksne mennesker taler grimt om andre og jeg skal derfor gøre mit allerbedste for at holde en sober tone overfor det midaldrende par fra Haderslev, som efter min mening, har en komplet forskruet tankegang, som jeg i dén grad synes fortjener en kommentar med på vejen, nu hvor de selv beder om den.
Sagen er den – som de fleste af jer formentlig allerede har set på facebook, hvor historien i dén grad er blevet delt, som var den sjovere end Wulff Morgenthaler på en god dag – at to granvoksne mennesker, initiativtagere til Haderslevs Husmeninghed, har skrevet et åbent brev rettet til byens Borgmester (som kan læses i bunden af indlægget her). Et brev de i samme ombæring har sendt ud til medierne i håbet om at blive hørt – og kommenteret, som tilfældet altså er her. For jeg tror faktisk de mener det.
Jeg tror, at de to mennesker vitterligt tror på deres fuldstændigt groteske udsagn om, at yoga og mindfulness “kan medføre psykiske problemer for børnene på lidt længere sigt” som de skriver. De mener at yoga og åndedrætsøvelser åbner alle sluser for dæmoner, som kan komme over overtage stakkels børns kroppe og sjæle og at det derfor bør forbydes praktiseret i vores folkeskoler – og ærligt talt, så ved jeg sgu næsten ikke hvad jeg skal sige til det. Allermest har jeg lyst til at grine. Det er bare på én eller anden måde meget, meget lidt konstruktivt.
I brevet skriver de to mennesker flere gange om at det er “bevist” at yoga kan medføre depressioner. En bevisførelse der dog næppe kan kaldes evidensbaseret, fuldstændigt tilsvarende hvis jeg påstår, at have fået at vide af en gut som engang har haft en stjernekikkert, at månen er lavet af ost. Det passer ikke.
Det er på mange måder svært for mig at sætte mig ind i de to menneskers tankegang, ligesom jeg forestiller mig, at det må være svært for dem at sætte sig ind i min. Jeg er meget lidt religiøs og jeg tror på mange måder, at ligeså inkluderende religion kan være, ligeså ekskluderende er det også; fuldstændigt som jeg oplever det, med de to brevskrivere fra Haderslev.
Jeg forestiller mig ikke, at de to yogaforskrækkede, overreligiøse mennesker fra Haderslev kan sætte sig i mit – eller nogen som helst andres, for den sags skyld – sted og forstå hvorfor jeg skriver som jeg gør, men jeg vil nu alligevel give det et forsøg og så i det mindste håbe på, at I der læser med, forstår hvad jeg mener. For det tror jeg I gør. Jeg tror I er med mig når jeg, i modsætning til brevskriverne, forsøger at acceptere, anerkende og omfavne vores forskelle og de muligheder der ligger lige for fødderne af os, for at vi kan tage ved lære af hinanden. I virkeligheden er det bare dét jeg håber på; at kunne inspirere til at være anerkendende overfor andre end dem vi direkte kan spejle os i.
Hvis nu – mod forventning – at min kommentar til brevet kommer for synet af de to midaldrende husmeninghedsinitiativtagere, så er her, hvad jeg gerne vil sige til dem:
Kære fremmedangste og ekskluderende mennesker, nu håber jeg, at I vil bruge et par minutter på at høre hvad jeg faktisk synes det er I gør. Og jeg kan lige så godt advare: det er ikke så pænt, omend jeg vitterligt forsøger at pakke det pænt ind.
I plederer til at vi skal lukke os om os selv. Hylde kristendommen, til trods for at vi – som I selv skriver – i følge loven, ikke må forkynde den i folkeskolen. I plederer til at vi skal lukke øjnene for verden omkring os, for tænk nu hvis den medbringer sig dæmoner. I påstår indirekte, men ganske, ganske tydeligt at andre religioner end kristendommen er forkerte og at de kan forårsage psykiske problemer. I påstår tilsyneladende, at kun den rene form for kristendom er i vores børns interesse. Men here’s the truth: I er helt galt på den!
Grueligt galt, på samme totalitære måde som jeg fristes til at sige at en hel folkemængde var det i 1940’erne under Nazismens hærgen eller som Al-Quaeda er det i dag. Det er ekstremisme, snævertsynet og ufatteligt dumt, omend det er i en noget anden skala.
Jeg har ikke noget imod kristendommen, ligesom jeg ikke har det imod nogle andre religioner jeg kender til. Først når religionerne begynder at lukke sig om sig selv og tage direkte afstand fra andre, er det i mine øjne problematisk. Uanset om man så i udgangspunktet er kristen, buddhist, muslim, hindu eller jøde. Det er fuldstændigt underordnet.
Det kan ikke nytte noget, at vi forårsager djævlen – eller i dette tilfælde yoga og mindfulness – når han er det pure opspind. Det kan ikke nytte noget, at vi har så meget angst for det fremmede, at vi hellere vil skælde det ud, holde det på afstand og bede vores naboer om at gøre det samme, frem for at omfavne at vores horisonter hele tiden kan vokse, imens verden hele tiden bliver mindre.
Man kan i dag med et enkelt lille klik få adgang til viden fra stort set alle verdens hjørner og jeg synes ærligt talt, at det er en kæmpe gave, som vi ydmygt bør tage imod. Vi bør lade os inspirere af andre og lade det gode fra de fremmede, integrere sig i os, så vi selv kan blive bedre. Så vi alle kan lære af hinanden og blive bedre.
Jeg har aldrig dyrket hverken yoga eller mindfuldness, men jeg tror jeg vil kaste mig ud i det, ligesom jeg vil gøre det med alt mulig andet verden byder mig. Og så håber jeg, at kunne inspirere bare et par stykker til at gøre det samme. Livet er for kort til at skulle være afstumpet.
Hvis ikke I allerede har læst brevet fra stifterne af Haderslev Husmenighed, så kommer det her.
Kære borgmester Gejl
Vi er sikker på at du ønsker, at borgerne i Haderslev Kommune skal have de bedst mulige forhold.
Derfor undrer det os, at der i Haderslev Kommune gives yoga og mindfulness til børn i børnehaveklassen i Folkeskolen i Nustrup.
Vi ved, at det kan medføre psykiske problemer for børnene på lidt længere sigt. Det er der masser af eksempler på.
Derfor vil vi gerne advare mod yoga og mindfulness,
Lad os forklare det lidt mere.
Yoga og mindfulness stammer fra østens religioner. Og det er en måde at åbne op for en åndelig påvirkning af børnene. Umiddelbart kan det virke, som om børnene får det bedre. Men på lidt længere sigt, kan det medføre depression og psykiske problemer. Det er ikke bare en påstand, men det er hvad mange mennesker fortæller, som har prøvet yoga. Vi har personlig haft kontakt med mennesker, som har prøvet yoga og de bekræfter at det giver en dårlig åndelig påvirkning i form af depression og psykiske problemer. Ja også en tidligere alternativ behandler, advarer stærkt mod yoga. Du kan læse mere om det på www.healing-aften.dk
Gymnastik til børn er sundt. Men lad være med at blande yoga og åndedrætsøvelser og fantasirejser ind i det. Det er åndeligt og er en indgang for mørke kræfter (dæmoner).
Har forældrene givet deres skriftlige tilladelse til denne åndelige påvirkning fra østens religioner?
I stedet for at påvirke børnene med østens religioner, vil vi anbefale, at børnene får kristendomsundervisning og lærer “fadervor”. Her beder vi bl.a. “fri os fra det onde”. Vi bor jo i et kristent land står der i regeringsgrundlaget. Ja endog i Grundloven står der, at staten skal understøtte den evangelisk lutherske lære. Så er der nogen der siger, at vi ikke må forkynde kristentro i folkeskolen, men kun oplyse om kristentroen. Men må man så påtvinge børnene østens religioner og praksis, som strider imod den evangelisk lutherske lære?
Vi tilslutter os Trosbekendelsen, som lyder i Folkekirken, husmenigheder, frikirker m.v. Da siger vi bl.a. “Vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber……”
Vi håber at du straks vil sætte en stopper for yoga og mindfulness i Folkeskolen i vor kommune. I modsat fald, vil vi gerne have oplyst, hvad næste klageinstans er.
NB Dette brev er sendt som åbent brev og samtidig sendt til medierne.
Venlig hilsen
Ulla og Martin Nissen initiativtagere til Haderslev Husmenighed Ahornvej 10 6100 Haderslev