Det var egentlig ikke fordi jeg var nervøs. Jeg skulle jo allermest bare tale om mig selv og hvad jeg har gjort for at gøre min blog til dét den er i dag. Noget jeg jo sådan set både kunne tale både meget højt og meget længe om, fordi jeg selv synes det er skide interessant, det her med at bygge en blog op. Ikke fordi jeg nogensinde har tænkt nogle hverken store eller strategiske tanker om det jeg har gjort eller skrevet, men fordi jeg på én eller anden måde tilsyneladende har gjort noget rigtigt.
Alligevel var det en kæmpe lettelse da jeg var færdig med mit foredrag i går og flere kom og både takkede mig og fortalte mig at de syntes det havde været vældigt interessant; for jeg anede jo i realiteten ikke hvordan alle de mange der var kommet for at høre på mig, ville tage imod det jeg sagde. Tænk nu, hvis jeg slet ikke levede op til deres forventninger. Tænk nu, hvis de ville synes at jeg var kedelig og at de slet ikke fik noget ud af alt det jeg stod og sagde.
Jeg tror heldigvis at jeg levede op til de flestes forventninger og da flere af dem sagde at det da godtnok var tydeligt at jeg var så scenevant, blev jeg simpelthen så glad. For jeg er ikke en skid scenevant; jeg kan bare enormt godt lide at være på, at tale og at være i fokus. Også selvom det ikke er særligt jantelovskorrekt at sige den slags.
Og da jeg på et tidspunkt vist nok med mine mange fagter kom til at være lidt for tydelig omkring hvordan mit maveskind blævrer når jeg hopper, så grinede forsamlingen og jeg tror – gudskelov – at det var med mig.
Det var så svinefedt og jeg har nu fået mega meget blod på tanden i forhold til at komme ud og snakke noget mere. Om blogging, om kvindeliv, om graviditeter, fødsler og om alt muligt andet. For jeg tror faktisk at folk mente det, når de sagde at de synes jeg var god. Selv en bankmand, som tydeligvis var både ældre og meget mere bankagtig end mig, sagde efterfølgende at det var lige før at han var blevet så inspireret, at han selv ville starte en blog.
Wippedihuuu, altså! Og så er det ovenikøbet fredag og jeg skal både spise frokost med en gammel veninde og, for en gangs skyld, se Vild Med Dans sammen med mine børn – først til generalprøven og senere i fjernsynet – så vi højlydt kan heppe på Thomas. Så bliver det næsten ikke bedre. Jo, det skulle da lige være fordi min far kom forbi i aftes med et kilo matadormix og en kæmpemæssig plade med Kinder Riegel, som jeg planlægger at gå ombord i, så snart jeg rammer sofaen i aften. Det kører sgu meget godt!