Det er nu engang, uden at jeg skal tvære mere i det end højst nødvendigt, dejligt at være i et ferieparadis, som det vi er havnet i her, når det betyder dagsglade børn og rødvinsdate om aftenen med hr. Buttenschøn ved min side, hver evig eneste dag. Faktisk kan jeg slet ikke huske, hvornår vi sidst har haft så meget tid sammen med hinanden.
Morgenen i dag startede som den har gjort hver eneste morgen de seneste fem dage, med overdådig morgenbuffet, inden vi satte kursen direkte mod swimmingpoolen, som vi med Jens’ nyindkøbte badedyrskrokodille gjorde kål på, med badeluffer og kasteture i vandet, imens de lidt ældre børn gav den gas på en oppustelig forhindringsbane, som havde gjort fangerne på fortet grønne i hovederne af misundelse. Der blev sprøjtet sæbeskum ud over forhindringer og børn, i én stor mega-glat pærevælling af hvinende børnegrin og flyvske lemmer til højre og venstre.
Der bliver gået all-in fra alles sider og jeg er pjattet med det.
Efter pool-sprøjt og masser af gratis is, slog vi et smut forbi den lokale badestrand, som var noget nær det smukkeste syn jeg længe har set. Sandet ved stranden var sort og glimtende, så det henførte mine tanker til en mellemting mellem det pureste diamantkul og Evan Rachel Woods overdrevet smukke kjole til Emmy-awards tilbage i 2011. Ovenikøbet var sandet modellerbart og fint, som intet strandsand jeg nogensinde før har haft mine hænder i og min Jens, som tonsede afsted på stranden, imens Peter sov middagslur, var ellevild og næsten ikke til at drive op til den mango lassi jeg lokkede med som skalkeskjul for, at jeg i virkeligheden bare gerne ville nyde en piña colada, som forøvrigt smagte forrygende!
Det eneste dårlige lige nu er, at tiden ikke står stille, for hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg godt jeg kunne vænne mig til at være lige her hvor vi er lige nu, i meget, meget lang tid.