Egentlig havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke længere ville skrive så meget om politik herinde, men når jeg oplever noget som i dén grad gør mig ked af det, udviskes grænserne for, hvad der er politik og hvad der er personligt og jeg kan ikke lade det sidde overhørig. Alt indeni mig skriger for at få trukket en grænse for, hvad vi kan og skal tillade os at stå model til her i vores lille land, hvor værdier som medmenneskelighed, samhørighed og næstekærlighed danner basen for den gensidige respekt vi har for hinanden, på tværs af alle samfundslag og som er dén der gør, at jeg føler mig stolt over at være dansk.
Jeg snakker selvfølgelig om Danskernes Partis seneste initiativ, hvor de har delt deres såkaldte “asylspray” ud til tilfældige mennesker. Formentlig sammen med en svada om, hvordan vi skal “passe på vores egne” og “ikke lade asylansøgerne ødelægge vores land”. For fanden, hvor bliver jeg ked af det. Altså, sådan helt ind i hjertet.
Det er ikke bare usmagligt på den måde at synliggøre det værn, man ønsker at sætte op mod den kæmpe store del af verdens befolkning der er på flugt fra krig, terror og kontinuerlig angst, det er – efter min uforbeholdne mening – også ufatteligt dumt!
Jeg forstår selvfølgelig godt frustrationen over, når mennesker der flygter hertil ikke straks forstår vores gode samfundsnormer og -regler og jeg forstår også godt, at nogen bliver bange, men vi er simpelthen nødt til at huske på, at det er mennesker vi har med at gøre. Ovenikøbet mennesker som er flygtet fra alt hvad de har. Mange er blevet adskilt fra deres familier og har ikke andet, end det tøj de har på og det hjerte der sidder lige til venstre for brystbenet.
De kommer ikke til Danmark for at lave ballade. De kommer ikke til Danmark for at begå kriminalitet eller for at voldtage os, som Cheanne Nielsen fra Dansk Folkeparti for nyligt – og til applaus fra salen – udtalte fra talerstolen til Dansk Folkepartis landsmøde. De kommer til Danmark for at få hjælp og tryghed.
Men hvorfor opfører de sig så ikke bare pænt?
I årene fra jeg stoppede som jordemoder til jeg sprang ud som professionel blogger, arbejdede jeg på et socialpsykiatrisk bosted for voksne, hvor jeg blandt andre arbejdede med en mand, som i dén grad var mærket af den krig han oplevede i sit eget land, i årene inden han havde held med at flygte til Danmark. Hele hans verdensbillede var ødelagt og hans tro på andre mennesker lå på et meget lille sted og så snart han mødte modstand, handlede han i affekt og blev vred. På verden og på sig selv.
Han var ikke “bare” en ballademager, der ikke ville indordne sig i vores samfund. Han var et menneske, som havde været igennem så frygtelige traumer, at han i dén grad havde brug for, at få genopbygget sin tillid til andre mennesker. Han skulle – og skal – mødes med respekt og med den næstekærlighed jeg ved, vi har så meget af i vores land, for igen at lære, at mennesker kan være gode for hinanden og for at lære, at han kunne have en værdi for andre.
Sådan er det selvfølgelig også for alle mulige andre, der kommer til vores land, efter at være flygtet fra deres eget. De skal tages ved hånden og vises vejen til hvordan mennesker og de mange relationer vi indgår i, i vores samfund, kan have værdi, både for den enkelte og for fællesskabet.
Vi – alle os etniske danskere – er nødt til at være forgangsmennesker, ja rollemodeller, for de mennesker der kommer til os. Vi er nødt til at være ordentlige og byde velkommen, som vi selv ville ønske at blive budt velkommen et andet sted. Vi skal værne om de mennesker som flygter hertil og vise dem, at vi i Danmark behandler hinanden ordentligt. At vi ikke undertrykker nogen. Ikke kvinder, ikke børn og selvfølgelig heller ikke flygtninge. Kun på dén måde kan vi skabe en respekt, som ikke bare er affødt af angst og kun på den måde, kan vi få et samfund som til stadighed kommer til at basere sig på vores gode, danske værdier. Det må være nok med “dem” mod “os”. Tænk nu, hvis vi hver især tog en flygtning ved hånden og viste vedkommende hvor dejligt det er, at være dansk. Så kunne det måske være, at vi for en gangs skyld ville opleve at integrationen af flygtninge ikke længere ville være præget af angst, men af respekt. Den gensidige respekt, som er den eneste vej frem mod et trygt Danmark, hvor vi kan være stolte over den medmenneskelighed, samhørighed og næstekærlighed, som danner basen for vores samfund.