Væk mig når det her er overstået.
Jeg vil væk, nu.
For jeg er fanget i et spin af ventetid, usikkerhed, magtesløshed og vrede. En følelse af ikke at kunne vågne fra et mareridt. Men jeg er vågen. Vågen i et mareridt.
Et mareridt, der hærger døgnet rundt. Der sluger et grin på vej, brat stopper en leg, ødelægger en dejlig tanke og sætter stopper for enhver spontan planlægning. Stop nu!
Jeg vil ikke være slave af det. Jeg vil selv bestemme. Det er en kamp hvert minut. Somme tider glemmer jeg det et øjeblik – og så er jeg nærværende i livet. Men et jag eller et stik fra kroppen får mig fluks tilbage i mørket. Det er der stadig. Øv. Men hvor føltes det rart at være i lyset for en stund.
Op og ned. Ud og hjem. Juhu og øv. Smerter og smertefri. Liv og død. Ulykke og lykke. Skærende og opslidende kontraster. Det er til at blive sindssyg af. Jeg vil bare være mig. Lige nu har mange en andel i min krop. Jeg vil ikke være fremmed i min egen krop. Ej heller dele min krop. Jeg vil være mig. Bare mig. Uden prøver, stik, tester, scanninger og alvorlige samtaler. Så væk mig, når jeg er fri igen.
Sådan skrev Stine Legarth for nogle dage siden på sin blog. Stine er uhelbredeligt syg af kræft og selvom jeg ikke kender hende, så gjorde det stort indtryk på mig, da hendes kæreste skrev til mig tidligere i dag, i håbet om at jeg ville være med til at fortælle Stines historie. Især, da jeg havde læst ovenstående tekst. Om uretfærdigheden, magtesløsheden og den fuldstændigt vanvittige tilstand hun, Stine, befinder sig i lige nu.
Det er tredje gang Stine er ramt af kræft og det lader nu til, at den behandling hun tilbydes her i Danmark ikke er sufficient – hendes krop responderer slet og ret ikke på kemoterapien og parret forsøger nu, at samle penge ind til at Stine kan komme i behandling i Tyskland. Selvfølgelig.
De vil jo for pokker gøre alt, for at Stine bliver rask, så de kan få et helt almindeligt liv, som dig og mig. Selvfølgelig.
Jeg ved ingenting om kræft og jeg aner ikke hvordan prognoserne for en kvinde som Stine ser ud, men jeg véd, at hvis det var mig, så ville jeg gøre alt der stod i min magt for at overleve. For at leve.
Derfor vil jeg også gerne hjælpe Stine. Jeg har selv spyttet lidt i kassen og så håber jeg at et par af jer, vil gøre det samme, ligesom I selvfølgelig skal være mere end velkomne til at sprede budskabet. Tænk nu, hvis det var os, der gjorde forskellen.
I kan læse meget mere om både Stine og indsamlingen her, hvor Stines kæreste, Titan, har skrevet en rigtigt fin tekst hende og om dem, som par – det er ret rørende og ret fint og for fanden, hvor jeg da håber for dem, at det nytter.