Da min blog var helt nystartet (skriver jeg som om jeg bare er megaerfaren; who am I kidding – bloggen har eksisteret i mindre end 2 måneder, men hånden på hjertet, så er den allerede en fast integreret del af min hverdag, så pissemeget tak fordi I gider læse med. Uden læsere, ingen blog. Taktaktak!) … Ej, det var totalt et sidespring; det jeg vil frem til er, at jeg for 1½ måned siden skrev et indlæg om mine utilstrækkelighedsfølelser som mor til to og angsten for “når begge børn græder” (du kan læse indlægget HER hvis du har lyst), som en sød læser nu har lagt verdens (måske) længste kommentar til.
En kommentar som i den grad har givet mig stof til eftertanke.
Hun kommer med et råd om at man altid skal prioritere den store først. Et råd jeg faktisk er stødt på tidligere, hos én som praktiserede det med tilsyneladende god effekt. Det store barn har en helt anden forståelse end det lille barn og vil i mange tilfælde (eller måske alle) i højere grad kunne føle sig svigtet af forældrene – derfor bør den store prioriteres først.
Så vidt så godt and I get the picture. Men alligevel er der noget i mig som stritter. For nej, jeg vil sgu helt ærligt ikke prioritere nogen frem for andre – og da slet ikke mine børn. Mine børn, som skal være hinandens allierede. But then what?!
Igen er der det med min følelse af erfaring og så den faktuelle erfaring, som muligvis ikke stemmer helt overens, men jeg vil alligevel påpege, at jeg i min korte tid som mor til to børn, altså endnu ikke har været tvunget til at prioritere. Jeg har jo for pokker både to øjne, to ører, to ben, to arme og to læber, som forøvrigt snildt kan uddele massevis af trøstekys i en vældig fart; også til to børn på én gang. Alt til trods for at jeg de seneste måneder har været mere end bare almindeligt meget alene med børnene.
Mine børn trives fint med at jeg rummer dem begge på en gang og de rummer tilsyneladende også hinanden. Min angst som jeg skrev om i mit tidligere indlæg, er – i hvert fald for en stund – erstattet af en følelse af samhørighed. Måske har jeg nogle ualmindeligt nemme børn at være sammen med; jeg ved det ikke, da jeg selvklart aldrig har haft andre, men indtil videre har realiteten vist sig at være langt mere ukompliceret end mit tankemylder og min “morangst” har forsøgt at gøre det til.
Og altså, titusind tak for den megasøde og meget velskrevne kommentar; indlægget her er på ingen måder en kritik af kommentarer, men nærmere en refleksion og jeg er pisseglad for at nogen overhovedet gider bøvle med at lægge kommentarer; ovenikøbet sådan nogle lange og velovervejede nogle. TAK!
Kys fra Cana, som forøvrigt har fået en ny bloglovin’ (med det rigtige domæne) så skynd jer ind og følg med 🙂
INSTAGRAM ![IMG_7128[1]](https://canab.dk/wp-content/uploads/2022/01/IMG_71281.jpg)
<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/12935753/?claim=hexnpvd7u6y”>Follow my blog with Bloglovin</a>