Indrømmet, jeg kom ikke i karbad i går, på trods af at jeg HER skrev, at det var et af mine must-do’s i min alenetid. Faktisk fik jeg heller ikke kigget mig i spejlet, ordnet mine negle eller noget som helst andet af det jeg skrev. Ikke en eneste sølle lille æbleskive blev det til.
Til gengæld fik jeg sorteret godt og grundigt i nogle af gemmerne her i det kæmpestore hus på Lars-Tyndskids mark. Noget blev sorteret ud til Afrika, som jeg skrev om forrige indlæg HER. Noget blev sorteret ud og givet bort som julehjælp via facebook. Noget blev smidt væk. En hel masse blev gemt.
Så kan gaverne bare komme an, kan de! Nu er min samvittighed ren og skabspladsen igen en realitet.
Til gengæld mangler jeg stadig at modtage gaven til min mand, som jeg bestilte efter mit opslag HER, hvor jeg søgte råd til den gode mandegave. Jeg skulle sgu nok have holdt mig til danske websites, som zalando.dk eller stylepit.dk, for at være sikker på levering inden jul. Nåja, eller måske coolstuff.dk – stedet hvor jeg er helt sikker på, at jeg kunne finde en masse lir, som min mand ville elske og som jeg så absolut ville hade. Next year, baby.
Til trods for at min alenetid ikke blev til samme selvforkælelse, som jeg havde pralet med den skulle være, så har jeg nydt et døgn uden forpligtelser. Jeg har hørt tossehøjt musik og danset så heftigt til Footloose, at jeg et kort øjeblik overvejede om ikke snart man kan melde sig til Vild Med Dans – mig bekendt, er det ikke længere nødvendigt at være rigtigt kendt for at være med. Hold nu magle, hvor er det skægt at danse på den der helt hæmningsløse måde, som man – eller i hvert fald jeg – ellers kun gør i en heftig brandert, hvor hjernen er blæst ud og dansetrinene uartige eller med et barn hængende på hver sin hofte, hvilket altså ødelægger oplevelsen en del for mit vedkommende. Derfor, Mads Vad – i’m all yours. Vi taje’en å synnejysk!
Efter en hel masse svingom med mig selv, vovede jeg mig ud i en nyindkøbt færdigret (vovehals, i know!), lidt klaver, et glas rødvin og otte timers uafbrudt søvn. What’s not to like. Jeg er fander’neme imponeret over at være alene hjemme. Også selvom jeg nu, er ovenud lykkelig for at have alle mine tre drenge hjemme. Mine søde, dejlige drenge, som fylder mit liv og giver mig alt det, som gør mig rig, uanset hvad jeg har.
Kys fra Cana
Hvis du har lyst, kan du følge mig ved at trykke på nedenstående – så bli’r jeg glad 🙂
Indlægget indeholder affiliate links.