Gratis fragt ved køb over 499 DKK

Selvom jeg skal være ærlig at sige, at jeg selvfølgelig helst havde set, at de danske håndboldherrer havde klaret den en lille smule anderledes ved det nærværende EM, end det har været tilfældet, så er jeg alligevel overmåde stolt over at kunne præsentere denne Ugens Mand, Thomas Mogensen.

Thomas er netop i går blevet 33 år gammel, lykkeligt gift og far til både en pige og en dreng. For nyligt har han slået sig ud som medindehaver af den absolut lækre webshop designdreams.dk – og så er han, som de fleste af jer nok ved, professionel håndboldspiller. Set med mine øjne er han blandt de allerstørste håndboldstjerner Danmark nogensinde har set – og så er han ovenikøbet også både sød og pæn, ikke sandt?

Foto: Kernmayer Photography

Hvad er din største bedrift?

Det er svært at snakke om én største bedrift, fordi jeg synes der er to sider af det. Den familiære, som klart er den vigtigste for mig, men selvfølgelig også den sportslige, som har fyldt meget for mig i hele mit liv.

Mine to børn og min kone og dét faktum at jeg har været med til at skabe en sund og rask familie, betyder alt for mig og der vil aldrig være noget der slår det. På den sportslige side er jeg enormt stolt af, at kunne leve af min hobby. Mere specifikt har det været en kæmpe ære at repræsentere sit land på landsholdet; særligt da vi i 2012 vandt EM-guld. Også Champions League i 2014 hvor jeg sammen med mit hold Flensburg-Handewitt vandt guld, var en kæmpe oplevelse. Flensborg har altid været min drømmeklub og den jeg som lille drømte om at spille for. Så det er fedt at man så mange år efter løber rundt lige syd for grænsen og udlever sin drøm på 9. år. (Kom til Flensborg i 2007)

Hvis du fik 1000 kroner til en gave til dig selv, hvad ville du så købe?

Den er svær, men jeg ville nok købe lidt til min garderobe, som ikke er joggingtøj eller træningstøj.

 Hvor håber du at se dig selv om fem år?

Jeg håber at min familie og jeg stadig er sunde og raske. Jeg ved ikke helt hvor jeg er i min karriere; jeg forestiller mig at min håndboldkarriere vil lakke mod enden, hvis den ikke allerede er forbi, men jeg ved ikke hvad jeg kommer til at lave bagefter. Jeg kunne godt tænke mig at starte noget nyt op og forsat arbejde med mennesker, men det vigtigste for mig er i virkeligheden, at have tid og mulighed for mange gode oplevelser sammen med min familie.

Hvis du fik 1000 kroner til en gave til en/din kvinde, hvad ville du så købe?

Allerhelst ville jeg nok slå vores gaver sammen og købe en fælles oplevelse til os, som par, men kun til hende, ville jeg give hende en tur i noget wellness med spa og massage og den slags. Det er vigtigt at forkæle sig selv og hinanden i den travle hverdag. Vi sætter pris på at leve i nuet og huske at nyde det vi har.

B6LL39821V

Hvordan har det været (forestiller du dig det er) at blive far?

Min første tanke er, at det har været en stor omvæltning. Vi havde god tid til at forberede os på ankomsten af vores første barn, men selvom vi syntes at vi havde forberedt os rigtigt godt, var det alligevel meget overvældende. Man kan ikke forklare mennesker der ikke har børn, hvad det vil sige at have børn. Det er et af mange følelser og jeg synes helt klart det har sat mange ting i perspektiv, at få børn. Jeg er blevet meget mere følsom; både på godt og ondt. For eksempel kunne en tabt håndboldkamp tidligere føles som verdens undergang, hvor jeg nu – selvom jeg stadig ikke bryder mig om at tabe – godt ved, at verden går videre og at mine børn stadig smiler til mig næste morgen. Jeg har fået en helt anden ro på mit liv.

Hvad er det bedste ved at have børn?

Det bedste er den kærlighed vi har til hinanden i vores familie. Den kærlighed der opstår når man får børn, tror jeg ikke man kan finde andre steder.

Hvad lægger du først mærke til hos en kvinde?

Hendes udstråling, som jeg synes fortæller meget om hvorvidt hun hviler i sig selv og om hun har power.

Færdiggør sætningen: En kvinde er smukkest når…

Hun hviler i sig selv!

Hvad er kvinder bedre til end mænd? 

Det ligger selvfølgelig lige til højrebenet at sige, at kvinder generelt set er bedre til at multitaske end mænd.

Hvad er dit bedste råd til kvinder? 

Vær jer selv og tro på I er gode nok. Der er ingen facit på hvad der er rigtigt og forkert, og når i selv tror nok på det det, er alt bare lidt nemmere.