Det er en kæmpe kontrast at have brugt hele formiddagen på at lege i den nyfaldne sne sammen med mine drenge, for så at sidde her lige nu. Alene i et propfyldt fly på vej til Afrika.
De andre gange jeg har gjort det, har jeg følt mig meget mere klar. Sådan føles det i hvert fald lige nu, hvor jeg i skrivende stund sidder og skriver i mine noter på telefonen. Vi skal i første omgang til Stockholm. Derfra går turen videre til Etiopien, for så at slutte i Malawi engang i morgen lidt over middag.
Måske har jeg haft det helt lige sådan de andre gange jeg har rejst ud i velgørende øjemed, men lige nu føles det anderledes. Det har det sådan set gjort i nogle dage.
Sådan helt ærligt, så aner jeg ikke om jeg har fået pakket de ting jeg skal bruge på turen, for min hjerne har simpelthen ikke kunnet samle to velfungerende tanker de seneste dage. Ikke om turen her, i hvert fald.
Der er mange ting, både på hjemme- og arbejdsfronten, som fylder en del lige nu. Ting, som har givet mig søvnløse nætter og utaknemmeligt ukoncentrerede eftermiddage, hvor jeg gudskelov – for eftermiddagenes vedkommende – har kunnet aflede mit tankemylder, ved at lege med Jens og Peter.
Det føles lidt som om jeg har taget munden for fuld, samtidig med at der står nogen og råber fra hver sin side, at noget af dét jeg spiser, er det helt forkerte, alt imens jeg selv i virkeligheden ikke kan skelne smagene fra hinanden. Jeg kan ikke lige finde ud af at luge de dårlige smage ud imellem alle de gode, og det hele kommer på dén måde til at smage lidt mudret. Altså, i overført betydning vel at mærke. (I virkeligheden spiser jeg nemlig virkeligt god mad. #kærestefordele)
Det har mildest talt givet mig røvdårlig samvittighed. At jeg ikke engang har kunnet koncentrere mig ordentligt om at gøre klar til denne her tur, river mit hjerte i stykker, for jeg vil så gerne afsted og jeg vil så gerne være klar. Og så er jeg det bare overhovedet ikke. Klar, altså.
Jeg rejser – som de fleste af jer nok allerede ved – med Danmarks Indsamling, som i år har fokus på at styrke verdens piger. Og for fanden hvor er det vigtigt! Jeg skal blandt andet ned og se hvilken forskel Folkekirkens Nødhjælp, som har arrangeret turen, gør for de pigebørn der er i risiko for, eller som allerede er blevet gift bort til voksne mænd i Malawi, ét af verdens fattigste lande.
Vi ved jo godt, at selvfølgelig skal piger ikke giftes bort – sælges endda – til voksne mænd. Selvfølgelig skal de ikke det. Alligevel sker det hele tiden.
Uanset hvor i verden man er født, bør man have samme basisrettigheder som menneske og blandt dem gælder selvfølgelig også retten til at bestemme over egen krop. Noget jeg ikke just tænker at de teenagepiger der tvinges ud i et fuldbyrdet ægteskab med voksne mænd er klar over – eller i stand til at holde i hævd. Dem skal jeg møde. Jeg håber både på at møde dem, som sidder i saksen og dem som er sluppet udenom og har fået hjælp. Og så håber jeg på at møde nogen, som har gjort det til deres sag, at hjælpe piger, der står i samme situation som de selv har gjort engang. Jeg håber at møde dem, som tør gå forrest i dét kvindeopgør store dele af verden stadig har behov for og så håber jeg på, at kunne kaste bitte små frø af inspiration og motivation videre til dem, der har størst behov.
Ak ja, i virkeligheden glæder jeg mig nok bare og selvom jeg muligvis har pakket helt hen i vejret, så satser jeg på at mit trods alt gode humør kan bringe mig et godt stykke ad vejen.
Jeg skal nok blive klar – eller i hvert fald acceptere, at jeg gør det bedste jeg kan og at resten nok skal komme til at gå helt fint uanset. Og så må alt det jeg bøvler rundt i derhjemme komme i anden række for en stund. Det bliver nok i virkeligheden også helt rart.