Nogle gange, ik’? Så er en fredag aften i mommy-land altså noget af det bedste i hele verden. Sådan er det faktisk nærmes altid og i går var, for mit vedkommende, et pragteksemplar uden lige.
Okay, de der flødeboller vi havde indkøbt til fredagsslik, var helt ad helvedes til, fordi skummet til trods for lang line på udløbsdatoen var sunket sammen til en lille klistret masse, bag den i øvrigt kedelige chokoladeskal og Thomas var på job, men borset fra det, så udspillede min fredag sig sådan, som jeg i sin tid – længe før jeg havde fået børn og vidste hvor bøvlet og beskidt den slags af og til kan være – have forestillet mig at den slags gjorde.
Vi trak madrasser ind på stuegulvet, hvor vi boltrede os i timevis, imens vi havde et halvt øje på et par tegnefilm og vores frugtskåle. Peter opdagede, til sin kæmpestore fornøjelse, at han kunne lade sig kaste ud fra vores lænestol i stuen og ned på den sirligt placerede madras, som han efter hvert eneste hop sikrede sig lå præcis som han gerne ville have det, inden han tog en tur mere. Sådan 500 gange eller noget i den dur.
Pludselig, helt træt og svedklistret, lagde han sig ned og trak Jens med sig i et godnatkram, for nu var han træt.
Arghmen altså! Børn der selv melder sig, når de er trætte – I thought it was a myth!
Jens lod sig selvfølgelig ikke sådan uden videre hengive til søvnen, men så længe han hyggede sig, besluttede jeg at det, uanset for længst overskredne sengetider, bare var hyggeligt. Især fordi det betød at jeg for en gangs skyld kunne aftenkramme lidt på min store dreng, uden afbrydelser.
I aften overlader jeg hjemmehyggen til Thomas, imens jeg skal ud og drikke champagne og skåle for en dejlig dame, som fylder år – det kan altså også noget!
Ha’ en rigtig dejlig lørdag.
Femhundrede gange! … Man forstår godt at han blev træt, ik’?