De seneste par dage har jeg, som et par af jer allerede havde luret, været med min lille familie i Aarhus. Thomas havde en hel masse jobs, så jeg tog drengene under armen og legede turnerende hausfrau.
Dengang vi aftalte turen, var sommeren stadig høj og jeg havde selvfølgelig ikke tænkt på, at vejret har det med at skifte, når kalenderen siger november. Så i tre dage har jeg stavret rundt i en iskold, men smadderdejlig by, med en dreng på tre og en baby. Det har været møghyggeligt. Og møghårdt. Selvfølgelig ekstrahårdt lige der, da der gik ild i nogens hår, som jeg skrev om i mit indlæg i går.
Turen blev sluttet af med et visit på Samsø, hvor Thomas skulle holde foredrag på en lillebitte skole, med de sødeste engagerede lærere og nogle knaldsøde elever.
Jeg ved ikke hvad det er med mig, men når jeg er sådan nogle steder, så bliver jeg altid totalt grebet af stemningen og får lyst til at slå mig ned. Jeg ved egentlig godt at jeg på ingen måder ville kunne trives i så småt et samfund, hvor der ovenikøbet er en færge man skal nå, for at komme til fastlandet, men alligevel er der noget ved det helt lokale og lillebitte mikrosamfund, som tiltaler mig. Da jeg – igen – stavrede rundt med drengene, var alle vi mødte på vores vej simpelthen så søde. De smilede og hilste på den allermest velkommende måde, jeg nogensinde har oplevet. De ville gerne byde os velkommen, vise os deres ø og byde os indenfor. Det var virkelig rart at blive mødt på den måde af fremmede mennesker og hvor må det være dejligt at være barn og vokse op sådan et sted, hvor folk i den grad passer på hinanden.
Nåja, det kommer selvfølgelig ikke til at ske. Vi tog færgen tilbage og kørte hjem. Hjem til vores eget lille dejlige lokalsamfund. Det er dejligt at være hjemme – men nøj, hvor er jeg træt nu. Træt fordi jeg i tre dage har suget en næstenfremmed by til mig, imens jeg er gået næsten offline, for bare at være. At være sammen med mine børn og min mand i de stunder han, trods en masse arbejde, havde tid til os. Træt fordi vi har brugt 6 timer på transport i dag. (Fik jeg nævnt at det jo var med en treårig og en baby?!). Træt fordi jeg er hjemme og nu kan slappe af. Træt som et alderdomshjem, siger jeg jer.
Det sætter altid en masse tanker igang hos mig, når jeg bliver taget ud af min daglige trummerum og jeg tror det er godt. Godt at få reflekteret. Godt at få tænkt over hvilke prioriteringer der skal stå øverst. Lige nu, er det min sofa og min mand. Indtil børnene vågner.
Kys fra Cana
Hvis du har lyst, kan du følge med ved at trykke på nedenstående – så bli’r jeg glad 🙂