Med det dér helt særlige smil i øjnene, lagde hun sin hånd på min og sagde “tillykke med maven“. I dag. Hvor jeg altså på ingen måder er gravid, for lige at få dét faktum helt på det rene.
Hvad fanden svarer man?! Fuck.
“Øhm, tak… Jeg har sådan set bare spist mig til den, men jeg er da nogenlunde tilfreds…” svarede jeg nervøst, imens jeg mærkede blodet strømme til mit ansigt, kun overgået af den hastighed jeg kunne se kvinden overfor mig ransagede sin hjerne for at komme udenom den kæmpe brøler hun lige havde begået. For hvis der er noget der er værre end at blive lykønsket med en graviditet der i virkeligheden bare består af bland-selv-slik og croissanter, må det det være at være afsenderen af den malplacerede lykønskning.
Men ærligt, jeg bebrejder hende ikke, for jeg ser gravid ud.
Jeg er sådan relativt slank, har et bmi i den absolut fornuftige ende af skalaen, men min mave buler mere end bare almindeligt meget i forhold til resten af min ellers nærmest ranglede krop – og har altid gjort det. Og nej, det nytter ikke at I siger at det er noget der foregår i mit eget hoved, for den ubarmhjertige virkelighed – som I kan se på billedet ovenfor, hvor jeg hverken puster maven op eller suger navlen ind – er, at min mave stritter som om jeg er gravid et sted imellem uge 16-28, afhængigt af hvornår på dagen (og måneden!) man ser mig.
Bulen/dunken/håndbolden Maven er selvfølgelig blevet tydeligere – eller sværere at holde inde – efter jeg har fået børn, men jeg har faktisk også fået kommentaren adskillige gange inden jeg overhovedet blev gravid og jeg tænker, at det må skyldes en kombination af nogle irriterende gener og en uhensigtsmæssig kropsholdning, som får mig til at syne gravid, når jeg ikke er det.
Uanset hvad, fik kommentaren mig til at gøre alvor af den tanke jeg har haft siden før jeg tog til Afrika tilbage i februar; jeg skal starte med at træne. Og jeg gør det nu. Eller altså, fra i morgen, ik’?