Til trods for at jeg selvklart, som mor til et skolebarn (og en tre-årig, bevares), er vant til at stå sådan relativt tidligt op, så føltes det alligevel lidt rigeligt tidligt, da min alarm vækkede mig, først 06.55 og igen 07.04 her til morgen. Jeg har jo ligefrem vænnet mig til at sove længe om lørdagen, som nogle af jer måske husker, at jeg faktisk har gjort de seneste par stykker af slagsen. Eller måske ikke sovet længe, men ligget længe i sengen, som næsten er endnu bedre, ik’? Drengene er hos deres far, hvilket under normale omstændigheder selvsagt ville betyde en lang lørdag morgen (formentlig med tømmermænd) i sengen, men fordi jeg havde et fly at nå her til morgen, blev det ikke sådan.
Min far fylder 60 i næste uge og samler i dén anledning hele familien til brunch i morgen, som jeg selvfølgelig skal med til. Eftersom jeg har lidt lang vej til Sønderjylland, overtalte jeg ham dog til lige at smide en middag oveni hatten i aften og jeg glæder mig! Da vi boede i Sønderjylland tog vi ofte ud at spise sammen med min far, som er det sjoveste og mest favnende selskab man kan tænke sig og jeg kan pludselig mærke at jeg savner det. Dét og mine børn, som jeg jo i sagens natur desværre ikke har med.
Nuvel, det er er selvfølgelig ufravigeligt vilkår ved at blive skilt, at savne sine børn og jeg skal også nok lade være med at trætte jer mere med det nu. I stedet vil jeg glæde mig over, at jeg kan drikke et ekstra glas vin i aften, sove – en lille smule – længe i morgen og over, at flyveren jeg venter på, netop er landet udenfor vinduet her udenfor A7, hvor jeg sidder og venter, med Mads Langer i ørerne og kaffe i hånden.
Det skal nok blive en rigtigt god weekend her og jeg håber sørme, at det samme gør sig gældende hos jer!