Min seje mand løber lige nu marathon i Berlin – jeg ville så gerne være der og se ham et sted på ruten og fortælle ham bagefter, at jeg elsker ham og at jeg er så stolt over at han gennemfører denne kraftpræstation. Han er typen, der sætter sig et mål og gennemfører det uden at blinke. Jeg VED bare at han kan. Han er en fighter.
Jeg sidder hjemme i vores hus, sammen med vores lille sovende baby og tænker på hvad min mand går (ja, løber faktisk) igennem lige nu. Måske én af hans livs største oplevelser. Og jeg er her. Jeg hepper med i mit hjerte og håber og tror på, at de mange publikumer i Berlin, kan give ham ligeså god energi, som han fortjener.
Det er enormt ambivalent at sidde herhjemme lige nu – i virkeligheden beskriver det ret godt livet som barslende; for ligeså gerne som jeg vil bruge al min tid på min lille fantastiske baby, ligeså gerne vil jeg også gerne fortsætte ufortrødent med alle andre aspekter af mit liv, uden at skulle gå på kompromis. Og det kan man ikke. Der er hele tiden kompromiser og min baby vinder altså hver gang indtil videre.
“Kom så Thomas!!! Jeg elsker dig og VED du kan gennemføre løbet. Pøj pøj!”
Kys fra Cana
Hvis du har lyst, kan du følge mig på facebook, instagram og bloglovin
Billedet er lånt fra Thomas’ instagram, som du kan finde her