Ikke så sjældent hører jeg nogen omtale børn på alder med min Peter, som værende i “the terrible twos” og jeg fatter det ærligt talt ikke. Bevares, jeg er ingenlunde ekspert og jeg har i mit liv kun haft et indgående kendskab til to to-årige; Jens for tre år siden og nu Peter. Peter som er det sjoveste, gladeste og dejligste lille barn, som jeg i dén grad har svært ved at identificere med noget som helst der skulle være forfærdeligt.
Okay, han kan finde på at flippe helt skråt, hvis jeg kommer til at hælde mælk på hans havregryn eller komme osten på hans rugbrødsmad, ligesom han nogle gange flipper ud, når vi skal hjem fra legepladsen – og over alt muligt andet. Men det gør ingenting. Det gør ham da overhovedet ikke forfærdelig, men det er klart, at det sætter mig på prøve som hans mor.
Jeg er nødt til at forstå, at han reagerer som han gør, fordi han endnu ikke har lært andet. Han har ikke lært at udtrykke sine følelser og dét han viser, er jo for fa’en bare en naturlig modvilje, fordi han havde sat sig noget andet for, end det jeg havde bestemt. Han er for lille til at argumentere og for lille til at forstå, at den følelse han får, når jeg uretmæssigt skærer hans madder ud i bidder, bare er affødt af en tilnærmelsesvist ligegyldig bagatel. Det ved til gengæld jeg. Jeg ved, at han ikke ved bedre og jeg ved, at han reagerer efter bedste evne.
Han reagerer ikke for at genere mig eller nogen anden; han reagerer efter bedste evne i forhold til de ting, der foregår inde i ham.
Samme umiddelbare reaktioner gælder selvfølgelig også den anden vej rundt.
Han griner som blev han betalt for det, flere gange om dagen. Han iler hen og krammer mig, hopper på mig, kilder mig og viser mig sin kærlighed, som kun en 2-årig kan, fordi det er så umiddelbart og så ægte. Han formår nemlig ikke andet.
Han formår ikke at udtrykke andet, end lige præcis dét han føler og jeg er fuldstændigt pjattet med det.
Han er – formentlig sammen med alle andre 2-årige – det sjoveste barn i hele verden. Han laver gak og løjer, hopper rundt, griner højt, danser meget og smelter mit hjerte adskillige gange hver eneste dag og han har altså kun gjort mit liv rigere.
For mig at se er der ikke tale om “the terribel twos” men “the fantastic twos” hvor vi som forældre, i dén grad får sat vores tålmodighed på prøve af vores små, sprængfarlige kærlighedsbomber.