Gratis fragt ved køb over 499 DKK

IMG_0164

Jeg har skrevet det før og nu skriver jeg det igen. Helvede og patter! Eller, måske pik og patter ville være mere passende i denne sammenhæng.

Jeg har her til aften, efter at have læst godnathistorie og snakket dagens højdepunkter igennem, haft min allerførste rigtigt seksualsamtale med min 3½-årige. Gosh!

“Mor, hvordan laver man egentlig en baby?”

“Hmm.. Når en mor og en far elsker hinanden rigtig meget, kan de lave en baby”

“Men hvordan gør de?”

“De laver en lillebitte baby og putter den ind i morens mave”

Jamen hvordan laver de babyen?” siger han, som om jeg overhovedet ikke havde forstået spørgsmålet.

Jeg tænker fuck, fuck, fuck, hvordan pokker skal jeg lige snige mig ud af denne her, så min dreng får et svar, som han kan forstå?!

“Vil du virkelig vide det?” Siger jeg og prøver at trække tiden, imens jeg gennemroder den øverste etage for et godt svar.

“Ja”

Point of no return. Jeg beslutter mig for at være ærlig.

“Nogle gange, når voksne mennesker elsker hinanden og gerne vil lave en baby, så putter faren sin tissemand ind i morens tissekone”

“Adr”

“Det er ikke adr for voksne. Voksne kan godt lide det. Men det er adr for børn. Du må kun stikke din tissemand i dine underbukser”

… Og så flækker vi begge sammen af grin.

Ærligt, det var den allerfedeste oplevelse at servere min store, lille dreng sandheden i børnhøjde. For selvfølgelig skal han have lov til at vide hvordan man gør. Det er en helt naturlig del af voksenlivet, som jeg håber på at kunne præparere ham til, at få et godt og afslappet forhold til.