Faktisk har jeg aldrig været særligt god til datoer. I hvert fald til at huske dem, når de kommer.
Jeg glemmer altid mine veninders – og især deres børns fødselsdage. Faktisk glemmer jeg nogle år også min egen. Det er altså ikke af ond vilje eller fordi jeg ikke synes fødselsdage er vigtige; min hjerne kan slet og ret bare ikke finde ud af at koordinere den slags. Og nej, jeg kan heller ikke huske at bruge en kalender.
En dag jeg dog stort set altid husker, er i dag, d.8.marts. Kvindernes Internationale Kampdag.
Klokken er kun lige rundet seks og jeg er på vej til Aarhus. Jeg har endnu ikke fået så meget som en dråbe kaffe til trods for at luften fyldes af duften af de friskbryggede morgengulddråber og det nager mig gevaldigt at jeg hjemmefra ikke havde skænket det en tanke, at det jo efterhånden er en hel del år siden salgsvognen blev afskaffet. Det var bare som om hvert minut jeg kunne snue under dynen til duften af Peters bløde hår, var mere attraktivt end at stå i underhylere og brygge kaffe.
Jeg tænker over, hvordan mit liv mon var blevet hvis jeg havde truffet andre valg. Hvis havde læst medicin i stedet for jordemoderkundskab, eller hvis jeg ikke havde send den der sms til Thomas tilbage i 2009. Hvis jeg nu aldrig var stoppet som jordemoder eller hvis jeg aldrig havde fået idéen at starte en blog. Hvad nu, hvis jeg havde fået en abort?
Lad mig slå fast, at jeg er ovenud lykkelig for de valg jeg har truffet og der er ikke noget, jeg i mit voksne liv går og ærgrer mig over eller som jeg ville ønske jeg havde truffet andre valg omkring. Bevares, alt er ikke gået efter mit eget hoved, men de valg jeg har truffet for mig selv, har jeg været tilfreds med – også i de tilfælde hvor udfaldet, af udefrakommende årsager, er blevet et andet end det jeg havde håbet. Jeg er selvfølgelig lykkelig for både at have mødt Thomas, giftet mig med ham og at have fuldendt vores kærlighed, ved at have fået to børn sammen med ham.
Min pointe er bare, at jeg har haft et valg.
Hele mit voksne liv har jeg selv kunnet vælge; ligesom alle andre voksne i Danmark kan det. Jeg er ikke begrænset af mit køn, selvom der konstant er nogen der prøver at fortælle mig, at jeg er det. Det synes jeg ikke jeg er.
Jeg er klar over, at der er flere punkter hvor ligestillingen i Danmark ikke er komplet, men vi er dog så langt at den gængse holdning i samfundet er, at alle er lige – uagtet deres køn.
Sådan er det desværre ikke alle steder. Langt fra.
I Sierra Leone hvor jeg var sammen med Plan Danmark i februar var det ganske anderledes. Pigerne og kvinderne var på ingen måder ligestillede med mændende – sådan som det i øvrigt gør sig gældende i store dele af verden. Mange kvinder har ikke ret til eller mulighed for at vælge den mand de gerne vil giftes og have børn med. De vælger ikke selv hvor mange børn de vil have og hvornår. De vælger ikke selv hvilken uddannelse de vil have. De vælger i mange tilfælde ikke engang selv, hvornår de vil have sex. De vælger stort set ingenting på deres egne vegne og jeg kan næsten ikke rumme det.
Det frie valg og retten til egen krop er essentielt for at et samfund kan udvikle sig i en positiv retning og det nytter simpelthen ikke at 50% af en befolkning bliver undertrykt alene på baggrund af deres køn.
Jeg bliver så ked af det når jeg tænker på det kvindesyn der gør sig gældende verden over og jeg bliver derfor i dag, ekstra taknemmelig for at være dansk og for at vi har en dag som i dag, til at minde hinanden om, at selvom kampen er endt i et forlig hos os selv, så er den stadig højaktuel og rødglødende i andre dele af verden.
Kvinder er lige så meget værd som mænd.