Gratis fragt ved køb over 499 DKK

DSC02367 (1)

Det er på ingen måder fordi jeg har svært ved at finde livets små glæder for tiden, men jeg synes alligevel at det kan være rart ind i mellem, at minde sig selv om, hvor dejligt livet (også) kan være.

Nogle af grundene til at jeg er glad i dag:

Weekeeeeeeend! I virkeligheden har jeg et meget ambivalent forhold til weekenden, fordi det ofte er her Thomas arbejder allermest, men i denne weekend har han fri

Oktober måned har været gavmild. Solen har skinnet og jeg har flere dage bevæget mig ud, iført en langærmet bluse og et stort tørklæde. Ingen jakke, hue eller handsker, som jeg ellers ofte synes er nødvendige på denne tid af året.

Min yngste søn sover stadig. Min ældste putter med sin far. Klokken er 07.51 og vintertiden er hermed fuldt ud accepteret.

Kaffe. Min guilty pleasure numero uno. Jeg elsker at drikke kaffe og for at det ikke skal være løgn, så har vi fået (i bryllupsgave) sådan en smart maskine, der med et snuptag der serverer den frækkeste latte. Det har betydet at jeg i de seneste tre uger har nedsat mit to-go-kaffebudget med noget der minder om 95%.

De visne blomster der står i vores vindueskarm lugter stadig ikke. Jeg kan ikke overskue at tage dem op af vasen, fordi jeg ved hvad der venter mig, så jeg glæder mig over, at de faktisk er ret flotte til trods for deres noget triste tilstand. 

I har stillet en masse gode spørgsmål til mig i indlægget HER, som jeg planlægger at besvare imens jeg er på ferie. Som jeg glæder mig til. Både ferie og at svare på spørgsmål.

Mennesker. Jeg er omgivet af gode mennesker og selvom vi er flyttet fra en masse dejlige mennesker, som vi savner, så er der kommet nye til og jeg bliver så glad over at tænke på, hvor skønt det er at have “bedste venner” spredt ud over hele landet.