Før første gang, vel nærmest så længe jeg overhovedet kan huske, har jeg tilbragt en fredag aften i mit eget selskab, uden bland-selv-slik. Okay, der røg en pose dumle ned, men ikke så meget som én eneste lillebitte syrlig vingummi blev det til og jeg er nu overbevist om, at det må være et klokkeklart tegn på, at foråret er på vej. Jeg er nemlig sådan indrettet, at jeg altid tillægger mig lidt vintersul, som jeg typisk – uden at tænke videre over det – smider igen i løbet af foråret, hvor jeg, sammen med lysten til at komme mere ud også altid får lyst til at spise friskere, grønnere og sundere.
Min lyst til at spise sundt og lækkert har også vist sig i min morgenmad; hvor jeg hen over vinteren faktisk har tillagt mig den tarvelige vane kun at drikke to kopper kaffe, har jeg nu opgraderet til en portion chiagrød med frisk frugt.
“Chiagrød” klinger i mine ører nærmest ligeså lidt sexet som “årsregnskab”, men jeg lover, at det er ret lækkert – især når man tænker på hvor overdrevet sunde de små chiafrø er. De har fået ry for at være et superfood og da jeg forleden, til et event med kosttilskuddet Imedeen, hørte et oplæg om sund kost, blev de i dén grad fremhævet som værende gode for både velvære, skønhed og sundhed. I hvert fald er de sprængfyldt med både kalk og omega-3 fedtsyrer, som så vidt jeg ved, er noget af det vi kvinder især, ofte er i underskud af.
Grøden er ualmindeligt let at lave og kan varieres til det uendelige – så længe man bare lige husker at røre den sammen aftenen forinden den skal spises.
Overnight chiagrød med mandelmælk
Det er heldigvis usandsynligt let at lave!
Til én portion bruger jeg:
1,5 spsk chiafrø
1,5 dl mandelmælk
En knivspids vanillepulver
Ingredienserne røres sammen og stilles på køl natten over – fx i et syltetøjsglas eller en filmdækket skål – og voila. Næste morgen er der serveret.
Personligt synes jeg at grøden – som altså serveres kold – smager lidt tamt alene, så jeg topper den gerne med nogle friske frugter, bær eller endnu bedre, en kompot, de dage jeg har sådan én. For mig er nøgleordet syrlighed, som jeg synes klæder grøden rigtigt godt. Derfor er det også helt genialt hvis man kan snige sig til et glas friskpresset appelsinjuice on the side!
Med ønsket om en knaldgod lørdag – uanset hvad, skinner solen oppe over skyerne.