Telefonen og dens indbyggede kamera forblev stort set i tasken hele dagen, hvorfor mit eneste billede fra en dejlig, dejlig dag, er et halvsløret ét af slagsen fra min tur i den flyvende kuffert, med min førstefødte.
Udover at min dag skulle starte med, at jeg græd af grin over alle de virkelig sjove ting I har sagt til, eller kaldt jeres børn, som I delte i kommentarfelter på både facebook og instagram til mit indlæg i går. Nogle havde – selvfølgelig ganske fejlslagent – kaldt deres børn for bøsse/fisse/loser/kusse, imens én, SneglCille, ligefrem havde bedt sin søn om, at “sutte den af“. Den ske han sad med i hånden, vel at mærke.
Nuvel, efter latterkramper i sengen og en kop kaffe i selskab med alle mine drenge som holdt hjemmedag, slog jeg et hurtigt smut forbi min yndlingsskrædder Anne Palland, som havde en prøvekjole klar til mig. Eller en “stout” som hun så fint kaldte det. Ikke at forveksle med en staude (selvom de udtales ganske ens) for de hverken synderligt sy- eller botanikinteresserede ører.
Og hold nu kæft! Uden filter og alt muligt andet, så vil jeg vove at påstå at Annes skarpe øjne og fantastiske skrædderkundskaber har formået, at fremhæve lige præcis det allerbedste på min krop og på forunderlig vis skjule resten, uden at have placeret mig i midten af et iglotelt. Ikke engang da jeg betrådte de store scener i Kina, som repræsentant for Danmark ved Miss Model of the World 2009, så min krop så velskruet ud, som den gjorde det i dag, i den grove råhvide lærredskjole, som skal udgøre det for model til den rigtige kjole, som jeg skal prøve for første gang om et par uger. Manner, hvor jeg glæder mig!
Tårnhøj ovenpå kjoleprøvning hentede jeg de resterende Buttenschøns og trak dem endnu engang med i Tivoli, hvor Jens og jeg av den gas med karruseller, både og flyvende kufferter, imens Thomas trillede rundt med en halvsovende og mellemfornøjet Peter i klapvognen, inden vi tog videre mod Valby Kulturdage. Dér havde nogle engagerede kvinder, blandt alle de hundredevis af boder, havde stablet en overdådig kagebod op, med det ene formål, at skrabe penge sammen til flygtninge på Lesbos. Det var simpelthen så fint – og helt ærligt, så skulle man da være en umanerligt ufølsom skiderik, hvis man ikke lige kunne købe og kværne et par kager i den gode sags tjeneste.
Og NU sover drengene, intetanenede om at det er fredag. Dét ved til gengæld jeg og Thomas er heldigvis hjemme, så jeg planlægger at løbe i kiosken efter (mere) sukker og e-numre, inden jeg overfalder sofaen og den dér sæson af Orange is the New Black, som jeg aldrig blev færdig med. Eller den der landskamp, en veninde netop har informeret mig om udspiller sig netop nu. Ej okay, jeg skal selvfølgelig ikke se fodbold. Det var en joke.