Fuldstændigt som så mange andre (mere eller mindre nybagte) mødre, har jeg klippet mit hår af. Det er næsten et år siden og flere er nu begyndt at spørge, om det mon skal være langt igen. Og om jeg har fortrudt.
Ja. Og nej.
Jeg har alle dage været pigen med det lange hår. I folkeskolen var der en lille fejde imellem mig og én af de andre piger i klassen, om hvem der havde det længste hår. I flere klassetrin var det så vidt jeg husker mig der vandt. Jeg satte en ære i at være langhåret. Det var noget af det jeg var god til.
Det lyder måske helt skørt at være “god” til at være langhåret, men som barn, husker jeg at det var vigtigt for mig, at der var noget jeg var god til – også selvom det bare var at have det længste hår i klassen. Lidt ligesom Ivan Olsen, én af mine store barndomshelte, havde brug for at være god til noget.
Sidenhen fandt jeg heldigvis ud af, at der var andre ting jeg også var god til og jeg tillagde håret mindre og mindre betydning. Alligevel blev det siddende. Krøllet, glat, opsat, løst, sjusket, farvet og sidenhen au naturel med grå stænk und alles. Det kunne det hele, men pludselig en dag, for næsten et år siden, blev det irriterende.
Peter var lige omkring et halvt år og havde hvad der føltes som verdens stærkeste, mest fedtede babyfingre, som var skabt til at vikle sig ind i mine nakkehår og trække så hårdt, så mine øjne nær poppede ud af hovedet på mig. Flere gange dagligt. Nogle dage nærmest på minutbasis.
Jeg gik til frisøren og befalte en page, som hun lynhurtigt talte mig fra, fordi hun mente at det var meget mere pleje og vedligehold, end jeg var typen til. She knows me too well, tænkte jeg, velvidende, at jeg ingenlunde er typen der gider bruge mere end 2-3 minutter på mit hår, når jeg står foran spejlet om morgenen med et barn om hver ben og tandpasta ned af mit nattøj.
Jeg gik derfra med hår der var 15 centimeter kortere og en flad, flad fornemmelse i maven.
Om aftenen var jeg fraværende i selskab med min mand og min far og jeg tog pludselig mig selv i at google “kort hår til kvinder”.
Det skulle af. Helt af.
Dagen efter fik jeg klippet de resterende tredive centimeter af mit hår.
Jeg kan huske det var koldt for ørerne og at jeg i starten ikke kunne vænne mig til at jeg ikke kunne gribe ud efter min hestehale i tide og utide; en vane jeg ikke anede jeg havde, før jeg klippede håret af.
Til gengæld var det dejligt. Helt vildt dejligt.
Det tog mit et halvt minut at sætte håret hver morgen og jeg behøvede ikke rette på det mere den dag. Noget jeg aldrig før har prøvet. Selv min triste barselsknold, som jeg yndede hver dag det sidste halve år jeg havde som langhåret, skulle “gensættes” et par gange i løbet af en dag.
Og jeg var sej.
Med klipningen var jeg pludselig blevet en type. Èn der ikke var som alle de andre og én der ikke så trist, kedelig og træt ud, med en sjasket knold, nedsunket til midt på baghovedet.
Det var SÅ godt at blive korthåret.
… Men nu vil jeg gerne have mit hår tilbage. Mit lange, feminine hår, som jeg kan sætte op, krølle, glatte og gøre smukt. Mit lange hår, som ikke gør mig sejere, men som – de dage jeg bruger tid på det – gør mig smukkere.
Selvom mit lange hår ikke længere er en målestok for om jeg er god nok, som det var i min barndom, så er det stadig så forankret en del af mit liv, at jeg næsten ikke kan vente til mit hår bliver så langt, så jeg kan lave min første forsigtige opsætning; for ikke at tale om en hestehale. Jeg savner min hestehale – også selvom andre måske synes den er grim.