Som jeg forestiller mig de fleste af jer, der enten er eller har været mødre til små børn kender det, var jeg i aftes så træt, at jeg faldt søvn nærmest samtidig med børnene og jeg er i dag derfor vågnet en kende tidligere op, end jeg ellers har for sædvane. Temmeligt meget endda.
Fordi Thomas og jeg kun meget sjældent er tvunget ud af døren før tidligst klokken ni, sover samtlige i husstanden som regel væsentligt længere, end jeg hører fra mange af mine veninder, som beretter om vågnetider før fanden – og ramasjang – får sko på. Det betyder også, at når jeg så en sjælden gang i mellem får mig snoldet i seng på den rigtige side af midnat, så vågner jeg før alle de andre. Og jeg elsker det.
Stilheden, kaffen og tiden.
Hver eneste gang jeg gør det, tænker jeg, at jeg vil gøre det til en god vane, at være den første der står op, meeeen når jeg igen kommer til at hænge oppe om aftenen, så kalder min dyne højere end mit gode morgenritual og den bliver kun overdøvet af børnene når de vågner op til dåd.
Uanset gode eller dårlige vaner, vil jeg i dag nyde min kaffe, inden jeg om lidt lister i køkkenet for at lave french toast til mine drenge.
Jens og jeg har aftalt at holde en hjemmedag og jeg kan næsten ikke forestille mig en bedre måde at starte den på, end med de lækre, søde, sprøde og svampede toasts. Mmmhh..
French Toast – til fire personer
8 skiver toastbrød
2 æg
1 dl mælk
Kanelsukker (som dét man bruger på risengrød)
Smør til stegning
Pisk æg og mælk godt sammen. Skær kanterne af brødet og dyp skiverne enkeltvis i æggemassen og steg dem på panden ved middelhøj varme i rigeligt smør. Når brødene er gyldne på stegesiden vendes de og støes forsigtigt med lidt kanelsukker og steges færdige.
Hvis de skal være ekstra lækre, serveres de med lidt flydende honning eller agavesirup.
Med den opskrift håber jeg at I allesammen får en forrygende dag, hvadenten I skal bruge den på arbejde, på kælkebakker, på barsel eller på noget helt ganske andet. – Som et lille positivt holdepunkt, kan man jo altid huske sig selv på, at french toast også smager helt udemærket som eftermiddags- eller aftensnack, så der skulle være rig mulighed for selvforkælelse på dén front, næsten uanset hvad dagen ellers bringer med sig.