Som chokoladen i bunden af de der isvafler jeg altid fik hjemme hos min mormor, da jeg var barn, har jeg i dag fornøjelsen af at præsentere jer for Mette Marie fra twinpeaks.dk, som jeg har lokket til at nedfælde et par ord omkring sit – og sine børns – barndomshjem. Mette Marie er, ligesom mig, opvokset i Sønderborg, hvor vi – godt nok forskudt med et par år – har slået vores folder akkurat samme steder. Måske derfor, og fordi Mette Marie altid skriver så levende og let, blev jeg nærmest helt nostalgisk af at læse hendes lille, fine skriv. Og helt ærligt, hvem vil ikke gerne have følelsen af at være på honeymoon med sit liv? Jeg er kæmpe fan! Tag godt imod hende.
Jeg har en kummefryser i kælderen, et samtalekøkken i stueetagen og et badekar på førstesalen og et væld af sommerfugle i maven, og jeg føler mig som verdens rigeste og heldigste!
Jeg er vokset op i en flække så lille, at den egentlig fortjener den betegnelse, ved navn Mommark på Sydals. Når man kiggede ud af skråvinduet i stuen på første sal, kunne man se en stribe ude i horisonten, og det var Lillebælt, hvilket mine forældre var enormt stolte af, og det forstod jeg ikke. Der er kystlinje overalt i Danmark, så jeg fangede simpelthen ikke pointen i, at det skulle være noget særligt, at den kunne skues fra privaten. Vi kunne jo bare køre ned og kigge ordentligt på den i stedet.
Jeg plejer at sige, at vi boede 17 kilometer fra den nærmeste lygtepæl, men det er vist alligevel lidt en overdrivelse. I hvert fald var der 17 kilometer til Sønderborg, som jeg anså som Danmarks navle. Her slog jeg på det allerkraftigste mine folder i gymnasietiden, men indtil da byggede jeg huler i skoven bag vores hus, hvor min søster og jeg også begravede døde dyr, vi fandt. Vi delte et lillebitte værelse ved siden af stuen, fordi det var hyggeligt, selvom en af os sagtens kunne have fået det store lige nedenunder. Hver sommer cyklede vi til stranden og i skole, og når det skulle være fint, tog vores forældre os med på Café Druen i Sønderborg eller Jensens Bøfhus, da de kom til.
Så mange af de ting, der ikke betyder det store, når man er barn, har det med at lyse op som benzin i en vandpyt i erindringen. Måske fordi der er noget om, at det, man får ind med modermælken, er svært at slippe.
Jeg har dog aldrig haft lyst til at flytte til Mommark igen – eller Sønderborg, hvor vi flyttede ind i en murermestervilla, da jeg gik i 3. G., og hvor min far og hans kone stadig bor.
Men jeg har længe haft en drøm om at lade mine børn vokse op i en mindre by end i København. En anden og mindre by. Ikke en forstad, men en selvstændig by med biograf og gågade og håndbold eller violinspil om onsdagen (det er der givetvis også i Hvidovre, men hør nu videre alligevel).
Min kjære mand har slået sig noget i tøjret, da han er glad for hovedstaden, men efter at have fællesejet et kolonihavehus sammen med mig de seneste tre år, er han knækket, og vi har nu købt hus! En murermestervilla som den, min far bor i, men beliggende i Køge – 39 kilometer fra København, hvor jeg har boet hele mit voksenliv. Ganske vist er der ikke hav-kig, men der er ikke langt derned. Og vores hus ligger på en blind villavej med massevis af naboer med massevis af børn!
Vi flyttede i tirsdags, og jeg føler det som om, jeg er på honeymoon med mit liv! Jeg har en kummefryser i kælderen, et samtalekøkken i stueetagen og et badekar på førstesalen og et væld af sommerfugle i maven, og jeg føler mig som verdens rigeste og heldigste!
Børn kan få en god barndom de fleste steder, er jeg stensikker på. Bare der er mad, kærlighed, omsorg og varme nok. Og hvor der er godt at bo, er en fuldkommen subjektiv vurdering. Og for mig (og heldigvis også min husbond) føles det her så rigtigt, fantastisk og spændende,og jeg føler mig så heldig, at jeg kan give mine børn den her opvækst med hus, have og venner på vejen – som lidt minder om min egen, men med storbyen indenfor en ganske overskuelig rækkevidde, så de voksne kan få bevæget lakskoene engang imellem.