Så er det langt om længe sket. We have a blue code. The eagle has landed. Den er, efter intet mindre end otte lange år, endelig ude, den nye sæson af Den som Dræber! Okay, det lyder måske næsten som om jeg rent faktisk har gået og ventet på den i otte år – det har har jeg ikke. Men jeg så første sæson for otte år siden og elskede den næsten ligeså højt dengang, som jeg gjorde da jeg for nogle uger siden gav mig i kast med at se den igen. Anledningen til gensynet var at Viaplay spurgte om ikke jeg ville være med til at lave lidt hype omkring seriens genopstandelse. JO, for pokker! Altså, jeg elsker altid mit arbejde, men når det ligefrem indebærer at jeg kan sidde hjemme i sofaen og se spændende krimiserier og spise dét snolder jeg bedst kan lide, imens jeg uhæmmet deler min begejstring over det, så lader det altså til, at træerne bare skyder op i himlen, som selv i regnvejr synes usædvanligt blå.
For det ér en pissegod serie!
Men – der er et lillebitte, men meget vigtigt men, vi bliver nødt til at snakke om.
Ser I, sæson 1 og sæson 2 har nemlig ikke de helt store fællesnævnere og dét skulle jeg lige forstå, da jeg for nogle uger siden var inviteret til premieren på det allerførste afsnit af sæson 2. Der er ikke bare nye skuespillere, som spiller nogle helt andre karakterer end dem man kender fra sæson 1, men der er også et helt nyt udgangspunkt for hvordan serien er bygget op.
I første sæson er der i hvert afsnit en ny mordgåde. Ofte med en seriemorder der er på spil og man – eller altså jeg – bliver altid pissehamrende bange, flere gange i hvert afsnit, som heldigvis ender med, at morderen fanges og alle er glade. Det er sådan en lykkelig måde at se krimi på og det passer egentlig ret godt til mit temperament, at der kommer en afslutning efter hvert afsnit.
Altså – troede jeg. For nu er jeg begyndt på sæson to, som er helt, helt anderledes.
Den som Dræber handler stadig om én som dræber og nogle andre der skal opklare en sag, men efter nu at have set seriens to første afsnit kan jeg altså konkludere, at det ikke længere er én efterforskning (og opklaring) for hvert afsnit, men en mere sammenhængende historie, som i hvert fald indtil videre kryber helt anderledes dybt ind under huden, end dem fra første sæson. Der er (indtil videre) ikke nær ligeså mange chok og min puls har også et mere jævnt niveau her et par afsnit inde i sæson to, MEN DEN ER SÅ SPÆNDENDE!!
I serien følger man politibetjenten Jan og psykologen Louise, som efterforsker forsvindingen af to piger, som er forsvundet med et halvt års mellemrum. Hurtigt får de en fornemmelse af, at der er tale om en serieforbryder, som allerede mange år tidligere havde sit første offer og efterforskningen bliver derfor hurtigt intensiveret. Som seere får vi adgang til dét sted pigerne holdes fanget og det går ret hurtigt op for os, hvem forbryderen er. (Og han er altså en ægte klammert!). Vi følger således både efterforskerne, forbryderen og de fangede piger og det giver altså serien et helt nyt lag, fordi der både er spændingen omkring hvad forbryderen nu finder på, om pigerne mon kan undslippe og om – eller hvornår – efterforskerne afslører og fanger ham.
Der er altså en ret væsentlig forskel fra andre krimi-serier, fordi det ikke er et spørgsmål om hvem forbryderen er, men mere hvorfor han gør de ting han gør og hvor længe han kan blive ved.
Den er uhyggelig på en helt anden og mere intelligent måde og jeg er vild med at vi ikke udelukkende får lov til at lære efterforskerne at kende, men at flere af seriens karakterer bliver bygget virkelig godt op. Der er jo sjældent noget der er helt sort og hvidt, når det kommer til mennesker og jeg synes det er så mega interessant at komme lidt ind under huden på “the bad guys” også. Vi kommer jo alle med en historie og et bagland og jeg synes det er så stærkt at Viaplay har turdet tage dét med skildringen af karaktererne i Den som Dræber.
Jeg er lige dele skræmt, forkvalmet og nysgerrig på at vide mere og jeg kan næsten ikke vente til det næste afsnit kommer online om en uge.
Seriens første to afsnit kan ses fra i dag på Viaplay HER.