Imens jeg bruger min aften på at sidde inde i Aftenshowet og debattere børneopdragelse i bedste sendetid, tænker jeg, at vi måske lige kan tage en helt anden snak – der fylder ret meget for mig lige nu – herinde og så vente med at tage debatten fra fjernsynet videre her på domænet indtil i morgen, ok?
Jeg vidste det allerede i går, da de første små blærer viste sig på brystet af ham, da drengene blev skiftet til nattøj. Det var skoldkopper. Ovenikøbet i en uge hvor Thomas, fra onsdag til søndag, spiller koncerter. Fedt nok. Heldigvis er han, som I kan se på billedet ovenfor, hjemme lige nu.
Min chef er – som altid – rimeligt forstående og med en ekstra lille håndsrækning fra Faster Dorte, spiller klaveret nu alligevel sådan nogenlunde.
Han er ikke mærket synderligt af dem endnu, min store Jens, og i virkeligheden har det indtil videre faktisk bare været ret hyggeligt at have ham lidt alene, uden mulighed for at tage ud og lave en masse aktiviteter, som vi ellers plejer at gøre, når vi er på tomandshånd.
Siden skoldkopperne poppede frem i aftes, er der selvfølgelig kommet nye til, men med en hurtig tælling på omtrent 15 indtil videre, håber jeg sådan at han kommer til at være blandt de heldige, som ikke bliver så hårdt ramt.
Jeg kan heldigvis ikke selv huske spor fra dengang jeg selv havde skoldkopper, men jeg kan tydeligt huske historierne om, hvor latterligt slemt det var og om hvordan min – dengang – lillebitte babykrop nærmest bare var blevet én stor skoldkop. Jeg kan end ikke forestille mig hvordan det må have føltes, men til gengæld kan jeg godt sætte mig ind i – tror jeg nok – hvor forfærdeligt det må være, at være mor til sådan en lille størrelse, hvor huden nærmest bliver skiftet ud med sårskorper.
Derfor er jeg altså noget ængstelig over hvordan det mon kommer til at gå min lille, store Jens.
Hvad er jeres erfaringer med skoldkopper?
Kan jeg ånde lettet op eller er der stadig risiko for at der kommer hundredevis i løbet af de næste dage?