Det er en underlig dag i dag. Jeg burde måske i virkeligheden være glad. Mennesker som vil gøre mig rigere, er kommet til magten i vores land. Mennesker som måske vil gøre mit eget lille liv bedre er kommet til magten. Problemet er bare, at de har glemt at spørge mig hvad der gør mig rig og hvad der giver mig livskvalitet.
Det er ikke de penge jeg kan tjene eller det opsving de kan give en lille virksomhed som min, der gør mig rig.
For at jeg skal være rig, skal jeg have en følelse af fællesskab, integritet og medmenneskelighed. Jeg skal føle vi gør hvad vi kan, for at hjælpe hinanden og andre op på et niveau vi kan stå inde for. Vi skal være ordentlige; ikke kun overfor dem, som vi direkte spejler os i, men overfor alle.
Derfor bliver jeg så usandsynligt ked af det indeni mit hjerte, når Dansk Folkeparti endnu engang har fået rekordvalg og nu er Danmarks næststørste parti. Sorry guys, jeg kan regne ud at omtrent hver femte stemmer DF – Jer der gør, scorer altså ingen point i min bog. Eller okay, det gør I måske nok, for det gør de fleste, men jeg har ondt af Jer.
Jeg har vitterligt ondt af, at I føler det er nødvendigt at fremmedgøre sig fra artsfæller. At I tilsyneladende tror, at der findes vigtige mennesker såvel som ligegyldige mennesker. De vigtige er, for Jer, selvklart de etniske danske. Det er et stærkt fællesskab. I er den sammentømrede klike i folkeskolen, som holder majoriteten ude. I holder dem ude, som ikke har det rigtige mærketøj på og jeg græmmes. I er mobbere, som jeg selv var det i min barndom.
Heldigvis er jeg blevet klogere og har lært, at alle mennesker er lige og jeg er ked af at jeg engang – af usikkerhed og udvidenhed – har været én som med vilje holdt andre udenfor.
Tænk at så mange mennesker i vores lille dejlige land stadig er så snævertsynede. Jeg tror ikke det er fordi I er dårlige eller onde mennesker. Jeg tror simpelthen at det må handle om, at I ikke har skænket det en tanke, at dem I holder ude er mennesker ligesom Jer selv og Jeres børn. Børn som skal vokse op med en usynlig mur rundt om det land, som engang var et dejligt sted at være. Et land hvor vi accepterede og omfavnede hinanden. Børn som skal vokse op med en tro på, at nogle er bedre end andre. At nogle ikke er gode nok. Tænk hvis det var Jeres børn, som ikke var gode nok til at være en del af det gode fællesskab. Tænk hvis Jeres børn blev holdt udenfor.
Her kommer sandheden – vi er alle mennesker, uanset hvorfra i verden vi har oprindelse. Vi har alle samme følelser. Vi kan alle give og modtage kærlighed. En disciplin jeg virkelig håber at vi kan bruge de næste fire år på at dygtiggøre os i, uanset hvilken politisk overbevisning vi har. Vi har brug for det i højere grad end nogensinde og jeg tror på at det ligger i os alle, uanset hvor vi i går satte vores kryds og jeg håber at vi kan mødes et dejligt sted, uden foragt.